[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Frederik Rune Kristensen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Kuldegysningerne dukker altid frem hos mig, når jeg sidder i en biograf og hører John Williams’ nu ikoniske motiv til Harry Potter. Det bringer minder frem, om nogle af mine favoritfilm fra min barndom, og bøgerne står stadig for mig som en af de mest fuldendte litterære oplevelser nogensinde. Så da jeg sad i biografen til Fantastiske skabninger fik jeg igen kuldegysninger, da kameraet trackede ind mod skyer samtidig med at John Williams temaet spillede. Denne gang er temaet dog en smule moduleret, for det handler ikke om Harry, Ron og Hermione.
Det er derimod Newt Scamander (Eddie Redmayne), der er hovedrollen, og handlingen er flyttet fra Hogwarts til USA, nærmere betegnet til New York City. Samtidig foregår historien i 1926, mange år før Voldemorts opstigning og fald fra magtens tinder. Mørkets ypperste troldmand i denne periode hedder derimod Gellert Grindelwald, som læsere af Harry Potter-bøgerne vil kunne genkalde (og som også havde en lille rolle i de sidste to film). Grindelwald mener, at magikere ikke bør skjule sig for mugglere (i USA kaldet No-Maj’s). Og mystiske angreb hærger New York, som er tæt på at afsløre det magiske samfund. Samtidig ankommer Newt til byen med en kuffert fuld af magiske dyr, som ved et uheld slipper løs i byens gader. Og herefter må Newt, med hjælp fra heksen Tina (Kathrine Waterston) og No-Majs’en Jacob (Dan Fogler), forsøge at indfange dyrene før de afslører den magiske befolkning for verdenen.
Der er med andre ord en del handlingstråde oppe i luften, og filmen prøver så vidt muligt at flette dem sammen. Problemet er bare, at den ene del af handlingen involverende de magiske væsener er i en let tone, som til tider kan virke decideret barnlig, mens den politiske del af den magiske verden er det måske mest dystre og mørke indblik på Harry Potter-universet hidtil vist. Det er et tonalt sammenstød, og filmen skifter inden for en halv time fra, hvad der minder om slapstickkomedie involverende et kæmpemæssigt magisk næsehorn i brunst, til en rædselsvækkende henrettelsessekvens der nemt kunne finde sted i en gyser. Det er ligesom at være til en børnefødselsdag, hvor ens sidemakker konstant vil tale om emner som holocaust og apartheid.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Fantastiske skabninger og hvor de findes[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
David Yates[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK & USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det leder til en lettere skizofren filmoplevelse, og personligt ville jeg langt hellere have haft en film som udelukkende fokuserede på politikken. En sidehistorie omhandlende en gruppe No-Majs, som ønsker et nyt Salem, bliver også skubbet til side, og filmen virker proppet op med for mange handlingstråde. Man ville ønske de havde gemt lidt mere til en af de fremtidige fem(!) film i serien.
Det er J.K. Rowling, der har skrevet manuskriptet for første gang i sin karriere, og man kan godt mærke hendes touch, specielt når hun laver små hug mod det amerikanske samfund. Magikongressen i Amerika går f.eks. ind for dødsstraf via et dødskammer med en stol i, og magikere skal holdes segregeret fra ikke-magikere, og må ikke gifte sig med dem. Ikke ligefrem videre subtilt af Rowling. Men der er dog tider, hvor hendes uomtvistelige talent og kreativitet skinner igennem, og udvidelsen af magiuniverset forløber for det meste gnidningsfrit.
De forskellige nye skuespillere er også ganske vellykkede i deres roller. Eddie Redmayne har en passende charme og fåmælthed, som passer lige på den lidt specielle Newt. Kathrine Waterston er ligeså karismatisk i en rolle, hvor hun ikke får specielt meget at arbejde med. Og det største trumfkort er Dan Fogler som filmens hjerte i form af No-Majs’en Jacob, der bliver hvirvlet ind i magiuniverset, selvom han blot ønsker at starte et bageri.
Filmen er også klart bedst i de mere stille momenter, hvor disse karakterer og skuespillere får lov til at spille op mod hinanden. Når de vilde action sekvenser finder sted, CGI-en brager hen over skærmen og destruktionen er total, så drømmer man sig tilbage til Hogwarts, og den stemning der specielt var til stede i de første Harry Potter film. Til sidst sidder jeg tilbage med en følelse af, at en langt bedre film kunne være blevet skabt, hvis fokus havde været anderledes i historien. Men måske de kan ændre på det i nogle af de næste fem film i serien…man har vel lov at drømme.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer