Af Emil Risvig
J.K. Rowlings fortryllende troldmandsverden er i mine øjne noget af det mest episke i nyere tid, både filmisk og litterært, og jeg må erkende, at jeg er en af dem, der stadig er lidt knotten over, at en intelligent fugleart ikke har leveret et brev fra Hogwarts til mig endnu. Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser er ligesom dens forgænger ikke en ny Harry Potter film, men den er bedre end 2016-filmen, og fortællingen udspiller sig i det samme magiske univers, jeg som 90’er barn er vokset op med og har stor forkærlighed for. Selvom ’drengen, der overlevede’ som bekendt ikke er midtpunktet mere, er det en fornøjelse endnu engang at være tilbage.
I Fantastiske skabninger og hvor de findes (2016) erfarede vi, at den fåmælte magizoolog Newt Scamander (Eddie Redmayne) ikke har et lynformet ar i panden, men derimod en kuffert fyldt med forunderlige væsener. Han er nu hjemvendt til London og er forbudt internationale rejser efter begivenhederne i New York. En gammel kending overtaler Newt til at tage til Paris alligevel for at stoppe Gellert Grindelwald (Johnny Depp med kalkhvidt strithår), der er flygtet fra det fængsel, han i slutningen af den første film blev indespærret i. Den onde troldmand har en vision om at skabe en ”ren” race af fuldblodstroldmænd, der skal herske både den magiske og ikke-magiske verden; han er kort sagt en Voldemort med næsen intakt.
Det store persongalleri og de mange forskellige plottråde er lidt forvirrende og fylder mere, end de gavner. Uden behov for at nævne dem, er stort set alle fra den første film med, og deres karakterer og indbyrdes forhold udforskes og får mere dybde, samtidig med at nye bliver introduceret. Det skaber et handlingsforløb, der føles mere sporadisk og forhastet, end hvis man havde delt dem ud på de næste tre planlagte film i serien. Dette glemmes dog midlertidigt, for når besværgelserne kastes og væsenerne stjæler opmærksomheden igen, bliver man tryllebundet.
Filmen kræver, at man har set den første, og at man har en nogenlunde idé om hele universet. Dog kan du virkelig glæde dig, hvis du er inkarneret Potter-fan. Man rammes af en solid omgang nostalgi, når kameraet omsider stiger over bakketoppene på det frodige og grønne bakkelandskab og igen blotlægger Hogwarts i sin fulde pragt til tonerne af John Williams ikoniske temamelodi. Foruden skolen for Heksekunster og Troldmandsskab får vi et gensyn med bl.a. Nagini, drømmespejlet, thestraler (dødsheste) og, vigtigst af alt, den tidligere nævnte kending, Albus Dumbledore (velspillet af Jude Law), som af egne gode grunde ikke kan gå imod Grindelwald.
Ligesom sin kuffert er Newts hjem i London en mindre zoologisk have, og filmen lever i den grad op til sit navn; de eksotiske og magiske skabninger er utrolig veldesignede og stråler i imponerende farver, der står i skarp kontrast til 1920’ernes brune og grå Paris, hvor det meste af fortællingen udspiller sig. I en scene springer et kinesisk dragelignende bæst gennem tid og rum; i IMAX 3D formatet er det nogle af de flotteste og mest imponerende visuelle effekter, jeg nogensinde har set.
Hvis de næste tre film fortsætter i samme spor, tegner det godt for serien. Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser er i sandhed en magisk film.
Kommentarer