Af Emma Johanne B. Therkildsen
Det er nu blevet Halloween, hvilket betyder, at der for alvor er dømt uhygge, tvivlsomme opdragelsesmetoder og skurke klædt i pastel i den seneste genindspilning af Familien Addams.
I den børnevenlige, computeranimerede gyser-komedie møder vi den rablende skøre familie bestående af Gomez (Casper Crump), Morticia (Nukäka Coster-Waldau) og deres to børn Wednesday (Fillipa Coster-Waldau) og Pugsley (Albert Rudbeck Lindhardt). De har sammen med deres Frankenstein-lignende butler (Søren Beck-Madsen) og kriblede hånd, slået sig ned i et knirkende, gotisk og faldefærdigt monsterhus. Alt er idyl hos familien Addams og de er egentlig meget godt tilpas. Men da den omkringliggende tåge en dag pludselig letter og afslører en nærliggende by, bliver de for første gang i 13 år tvunget til at konfrontere omverdenen og dens rædselsfulde (normale) befolkning.
Selvom det langt fra er første gang, vi møder den skøre familien Addams på det store lærred, formår filmen alligevel at præstere meget godt. Alt for ofte ender humoren i de nyere børnefilm med at blive reduceret til et par fesne prutte-jokes, hvilket jeg efterhånden er begyndt at blive godt og grundigt træt af. Her skal Familien Addams have ros for tydeligvis at have sat barren et par niveauer op. Filmen er fyldt med original humor og sjove sekvenser. Her er Wednesdays alt andet end ordinære første skoledag absolut værd at nævne. På blot få timer formår kun at vække nogle meget døde dissektionsfrøer til live, hvilket sender skolen i højeste alarmberedskab, og får den noget så ansvarsfulde lærer til at flygte for livet.
Familien Addams bliver hurtigt en historie om at høre til, og om at blive accepteret for den man er. Filmens budskab er så tydeligt, at selv de mindste børn vil kunne følge med. Som Wednesday så fint siger i slutningen af filmen: ”Vi bør ikke dømme dem, der er anderledes.”
Og det er netop frygten for det ukendte og anderledes, der driver filmens plot. Specielt moderen, Morticia, er særligt nervøs for at konfrontere verden i frygt for ikke at blive accepteret. En smule dobbeltmoralsk ender hun dog med at fremstå, da hun selvsamme dag skælder Wednesday ud for at komme hjem med et lyserødt, glimmerfyldt enhjørningespænde, der må siges at stå i absolut kontrast til familiens gennemførte gotiske stil.
Filmen halter desværre i sit plot og sin konflikt. Skurken er designeren Margaux, der lader til at være ond, bare så filmen kan have en anden konflikt end samfundets mangel på accept af det fremmede, hvilket ellers er et meget aktuel emne i øjeblikket.
Det hele bliver lidt sværere at tage seriøst, da Margaux, på samme måde som Gaston fra Skønheden og Udyret (1991), former en menneskehob, der i samlet flok tager til Addams-huset for at smide familien ud. Skurkekarakteren kommer her til at fremstå alt for stereotyp og flad, og han tjener således intet andet formål end at være skurk, bare for at være skurk. Det kan virke som om, at instruktørerne Conrad Vernon og Greg Tiernan fokuserede mere på lave en række sjove sekvenser end en sammenhængende historie.
Det er nok ikke helt tilfældigt, at filmen har premiere på selveste Halloween, og den er da også spækket med gyserreferencer fra bl.a. The Shining (1980) og Frankenstein (1931). Mainstreamklovnen It (2017) kan selvfølgelig heller ikke undgå at dukke op. Og skal man fejre højtiden, er Familien Addams bestemt et udmærket bud på en god og underholdende familiefilm, der både kan få de store og små til at grine.
Kommentarer