Af Morten Kildebæk
Når man beskæftiger sig med et tungt og dybt alvorligt emne, kræver det en velovervejet præcision og sensibilitet. Halvvejs inde i filmen går det op for én, at Dommerens valg ikke behersker nogen af delene.
Det starter ellers ganske fortrinligt. Emma Thompson er formidabel som dommeren Fiona Maye, der gennem mange år har truffet svære beslutninger inden for familieret. Filmen åbner eksempelvis med en sag, hvor et hospital søger tilladelse til at kirurgisk adskille et siamesisk tvillingepar, hvilket vil medføre, at det ene barn dør, mens det andet har stor chance for at overleve. Alternativet, som forældrene foretrækker, er, at begge tvillinger dør.
Fra sidelinjen ser Fionas ægtemand Jack (Stanley Tucci) frustreret til, for hustruen arbejder som en gal og har ingen tid til at passe parforholdet. Som dommer er hun overskudsagtig og snappy, men derhjemme har hun svært ved at tale med sin mangeårige ægtemand, der tilmed lufter sit ønske om at have en affære med en halvt så gammel kvinde.
Filmens hovedkonflikt er imidlertid en retssag vedrørende 17-årige Adam (Fionn Whitehead), der er opfostret i trossamfundet Jehovas Vidner. Drengen har leukæmi, og en blodtransfusion vil kunne redde ham, men grundet familiens religion vil hverken han eller de grædefærdige forældre lade det ske. Da Adam ikke er myndig, skal Fiona afgøre, om hospitalet må foretage transfusionen mod de involveredes vilje for at redde den unge mands liv.
Det leder til et engagerende og alvorsfuldt retssalsdrama, hvor der reflekteres over det etisk forsvarlige i at tvinge drengen ind i et indgreb, der muligvis vil redde ham fra døden, men påvirke hans liv og tro markant efterfølgende. Noget uortodokst beslutter Fiona sig for at besøge drengen på hospitalet, hvor hun vil sikre sig, at han forstår alvoren af sit ønske. Det er dette møde, der kommer til at påvirke filmen i en ærgerlig retning.
Hidtil har manuskriptforfatter Ian McEwen og instruktør Richard Eyre rent faktisk balanceret dramaet fornemt, så det ikke fremstår hysterisk eller unaturligt, men føles som et rigtigt ægteskab og en autentisk retssag. Tilsat lidt humoristiske indslag, især i form af Fionas kluntede assistent Nigel, bliver handlingen heller ikke for overdramatisk. Men efter Fiona halvvejs inde i filmen har taget sit valg, falder alt langsomt fra hinanden – både for hende og for filmen.
I stedet for fortsat at undersøge den svære problematik på en velovervejet facon sætter Dommerens valg nemlig alt ind på at få de helt store følelser i spil. Mens der ihærdigt bygges op til et melodramatisk klimaks, tager handlingen besynderlige drejninger, og man begynder at tro mindre og mindre på fortællingen. Det skaber irritation, snarere end følelsesmæssig indlevelse. Slowmotion-effekter og strygermusik, der har ladet sig inspirere lige lovligt meget af Max Richters On the Nature of Daylight (kendt fra Shutter Island [2010] og Arrival [2016]), gør det ikke bedre.
Det er en skam, at McEwen og Eyre i sidste ende ikke synes så interesserede i retssagens etiske dilemmaer, men i stedet bare har øjnet muligheden for at få publikum til at hulke og gispe i biografmørket, når de ser et drama om liv og død udspille sig. Der er muligvis nogle melodramahungrende tilskuere, som bider på krogen, men det ændrer ikke på, at slutresultatet føles kalkuleret, klodset og utroværdigt.
Kommentarer