[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ulrikke Xenia Sandby[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Kunstig intelligens har længe været objekt for mange diskussioner, der er præget af lige dele angst og fascination. Men hvad ville der egentlig ske, hvis robotter fik deres egen bevidsthed? Den psykologiske sci-fi thriller, Ex Machina (2015), der er skrevet og instrueret af Alex Garland, giver et nuanceret bud.
Oscar Isaac indtager rollen som Nathan, den frembrusende, små-alkoholiserede opfinder, der som følge af selvvalgt isolation, er på randen af fornuft. På trods af et mindre charmerende Ikaros-kompleks, er han reelt også et programmør-geni, der udover at have startet et succesfuldt internetfirma, i hemmelighed har kreeret Ava (Alicia Vikander), en forsigtig men nysgerrig menneskerobot der, som verdens første, besidder kunstig intelligens. Denne intelligens skal kunne give hende egne følelser, tankemønstre og vigtigst af alt; egen vilje. Avas karakter udfolder sig specielt i samspil med den sidste hoverperson, Caleb (Domhnall Gleeson).
Caleb er en ung, lidt tilbageholden programmør i Nathans firma, der pludselig vinder muligheden for at tilbringe en uge i Nathans isolerede, mystiske hjem, hvad der viser sig at blive en prøvelse for alle involverede parter. Han finder nemlig ud af, at han skal være den menneskelige komponent i en Turing-test, der skal be- eller afkræfte Avas kunstige intelligens. Det vil altså sige, at Caleb skal være dommer for, om hun har en bevidsthed, der er lig den menneskelige. Det skal senere vise sig, at Nathan har lagt andre skjulte planer, der får dybe konsekvenser for karakterernes indbyrdes forhold. Skillelinjen mellem sandhed og bedrag sløres akkurat lige så meget, som den mellem menneske og maskine.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Ex Machina[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Alex Garland[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Filmen er fyldt med farlige dobbeltspil, der skaber tvivl og mistanke karaktererne imellem, såvel som hos seeren, hvis tillid til karaktererne skifter som vekselstrøm. Røde, faretruende advarselslys, der kommer ved de hyppige strømsvigt, signalerer, at vi skal være på vagt – men over for hvem? Nathans frygt for at miste kontrollen over Ava er på den måde endnu en advarselslampe, der blinker. Som en anden Dr. Frankenstein frygter han sin egen kreation, hvilket forklarer hans indespærring af hende, i et rum med glasvægge og overvågningskameraer ved hvert et hjørne, som var hun en farligt, forførende hunløve i et bur. Men er Ava farlig? Eller er det i virkeligheden ikke hende vi skal være bange for?
Ud over de imponerende Oscar-nominerede visuelle effekter giver set-designet i filmen et friskt pust til sci-fi-genrens ofte meget sterile udtryk, især med Nathans overdådige, moderne palæ, der nærmest smelter sammen med den omkringliggende, storslåede natur. Rigide, arketypiske karakterer fra sci-fi’en har også fået nyt liv bl.a. gennem en neomoderne fortolkning af den skøre videnskabsmand, der eksempelvis understreges gennem en komisk-absurd dansescene, med Nathan og den stumme tjenestepige, Kyoko (Sonoya Mizuno) – en scene der ikke bør forklares, men ses med egne øjne.
Garlands fascination og forståelse af kunstig intelligens gennemsyrer filmen, og det sætter tanker i gang om en virkelighed, der måske nærmer os. Ex Machina er en intellektuel og refleksiv filmperle, der gennem et nøje overvejet manuskript stiller spørgsmål om menneskets iboende natur, den patriarkalske samfundsorden, magtbalancer og selve berettigelsen af magt. Man bør ikke snyde sig selv for at se denne nye klassiker.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer