Af Johannes Roug

Everybody Digs Bill Evans er en biografi film om den legendariske jazzpianist Bill Evans (Anders Danielsen Lie), der, efter døden af sin nære makker Scott LaFaro, for første gang i sit liv ikke kan få sig selv til at spille musik. Det er i disse uger efter dødsfaldet, at filmen foregår, derfor bliver fortællingen et meget sobert og særdeles trist portræt af Bill Evans, der, i sin sorg, ikke ved hvad han skal gøre med sig selv. I dagene der følger, bliver han hjulpet af sin bror Harry (Barry Ward), der tilbyder ham et ophold hos sin familie. Da det ikke går længere, flytter han så videre til et nyt ophold hos sine forældre i et ubekymret miljø i Florida. Det går dog, ved disse ophold, op for Bill, at han ikke er den eneste, der lever med problemer og sorg. 

Det er denne altid nære og rå sorg, der fylder i stemningen. Der er ingen afledninger, ingen lykkelige sidespring, man får bare lov til at være i det. Dette bliver også afspejlet i filmens kreative valg. Filmen er næsten udelukkende filmet i sort/hvide farver, symbolsk for Bill, der har mistet sin kreativitet, og klipningen forbliver også yderst langsom hele vejen igennem, og illustrerer det liv, der er gået i stå. Dette gør også, at skuespillet får masser af plads og betydning i filmen lige præcis fordi, der ikke bliver klippet hurtigt eller skabt afledninger til scenen i form af effekter eller andet.  Og selvom besætningen nærmest kun får lov at udvise en variation af bekymring, melankoli og reflektion, så leverer de alle et overbevisende stykke arbejde. 

Særligt to præstationer skiller sig ud som specielt stærke. Den ene er nordens egen Anders Danielsen Lie, der her i en international hovedrolle stadigt leverer en meget tempereret og underspillet skildring af sorg, der virker perfekt til rollen som Bill, der passivt følger med sin families hverdag. Den anden er Bill Pullman i rollen som Bill Evans’ far Harry Evans Sr., som på ydersiden er en af de eneste joviale karakterer i filmen. Dog en yderside af påtvungen glæde, der langsomt krakelerer, og som bliver mesterligt udført af Pullman, der i en fantastisk kemi med Danielsen Lie formår at skabe et akavet, men følsomt, far-søn forhold. 

Det er dog trættende i længden, at det hele skal være trist. Filmen starter trist, ender trist og er trist hele vejen ind i mellem. Det bliver meget af det samme, og får filmen til at føles væsentlig længere end den egentligt er, og man har ikke rigtig en fornemmelse, af hvor langt man er igennem, da der ikke sker nogle brud i stemningen. Bill udvikler sig heller ikke rigtigt, så den proces, man tror, historien skal handle om, bliver i stedet en beretning om, hvordan der ikke nødvendigvis er en proces, hvilket giver et tydeligt budskab, men en halvkedelig film. 

Everybody Digs Bill Evans er dog god til den triste stemning. Den har til tider ligefrem mesterfulde sort/hvide kompositioner, der exceptionelt skildrer diverse dynamikker og følelser, mens Bill Evans’ perfekt passende jazzmusik fungerer som en slags hånende hymne til den musikforladte hovedkarakter. Så længe man er klar over, hvad man får og er forberedt på stemningen, er det altså en nydelig og følelsesladet filmoplevelse og et flot portræt af Bill Evans.