Allerede fra åbningssekvensen, hvor man sindigt føres gennem et undervandslandskab til lyden af en fortællerstemme, der vækker minder om gamle eventyr, tages man ind i et sælsomt og dragende univers. Både atmosfæren og tematikken peger lynhurtigt på instruktøren Guillermo Del Toro, der med The Shape of Water atter fastlår sin status som teknisk auteur med en forkærlighed for genre mash-ups.
Denne gang er det fortællingen om en ukonventionel kærlighed, der udspiller sig inden for rammerne af koldkrigstiden omkring 1962, hvor striden mellem USA og Sovjetunionen er på sit højeste. Den stumme kvinde Elisa (Sally Hawkins) arbejder som rengøringsdame på et statsstyret forskningscenter, der er under streng supervision af den ubarmhjertige Richard Strickland (Michael Shannon). Elisas liv er præget af ensomhed, mangelfuldhed og masturbation (kudos til filmen for at fremstille helt naturlige scener af kvindelig seksualitet), indtil hun drages af et tophemmeligt forskningsprojekt: havmanden Amphibian Man (Doug Jones).
Relationen mellem Elisa og Amphibian Man blomstrer hurtigt gennem en forkærlighed for musik, frokost og gensidig mangel på verbal kommunikation. Sideløbende eksisterer den brutale virkelighed dog i bedste velgående: Strickland vil have resultater, og han behandler det mytiske væsen som et dyr, der skal tæmmes, og reagerer med fatal foragt, da dette ikke synes at lade sig gøre.
Denne vekslen mellem det eventyrlige og det realistiske er netop noget, som Guillermo Del Toro tidligere har mestret i Pans Labyrint (2006), og det fungerer atter upåklageligt i The Shape of Water, hvor genreblandingen øger fokusset på frygten for det ukendte. Her er der ikke blot tale om ”vandmonstret”, men også en elegant kommentar omkring homoseksualitet, racisme og kvindelig frigørelse, der gør filmen til mere end bare en prangende fabel.
Prangende er den i hvert fald: filmen er fra start til slut et visuelt imponerende mesterværk, ovenikøbet med dansk islæt i form af fotografen Dan Laustsen. Derudover er den gennemgående kontrast mellem blå og orange toner så gennemført, at det nemt skaber associationer til Nicolas Winding Refns neo-noirske film Drive (2011). Det distinkte farvevalg komplementerer på fremragende vis den både eventyrlige og dunkle atmosfære, den blomstrende romantik i en meget kold tid.
Guillermo Del Toro bevæger sig også med denne film ud på mere abstrakt visuel grund; måske mest mindeværdigt i den sort/hvide sekvens af Elisa, der uventet bryder ud i sang i en drømmende hyldest til det gamle Hollywood – endnu et gennemgående element i filmen, der dog optræder som stemningsfyldt ramme frem for at lede tankerne for meget hen på Oscar bait.
Selve plottet er dog relativt forudsigeligt, og har man set instruktørens tidligere værker, kan man godt savne en nytænkning, der simpelthen ikke når at komme. Jovist drives eventyret engagerende frem af de stærke skuespilspræstationer (uden en eneste replik er Sally Hawkins mere udtryksfuld end nogensinde før), men selv Michael Shannons brutale, blodige og betændte rejse til vanviddets rand bærer så mange ligheder med skurken i Pans Labyrint, at det er svært at lade sig chokere.
Alt i alt er der dog tale om en et forførende smukt værk, og jeg kan på det varmeste anbefale at lade sig indfange i dette grænseland mellem fantasme og realisme. Det er Guillermo Del Toro, når han er på toppen.
Kommentarer