[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Julie Broge Henriksen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Askepot-tegnefilmen fra 1950 er en af de helt store Disney-klassikere, og med et godt cast til spillefilmen var der lagt i kakkelovnen til noget godt. Downton Abbey-darlingen Lily James som Askepot, dygtige Cate Blanchett som den onde stedmor, den altid quirky Helena Bonham Carter som den gode fe og ikke mindst Richard Madden (Rob Stark fra Game of Thrones) i rollen som Prins Charming. Det skal nok blive godt, tænkte jeg (lidt barnlig prinsesse-nostalgi bliver man vel aldrig for gammel til), men hvor blev jeg skuffet.
Først og fremmest skal det lige siges, at det er den dansk-dubbede version, som her anmeldes. Cate Blanchett er helt sikkert bedre, når hun ikke ligner en fra 90’ernes Kinder Mælkesnitte-reklamer, når hun taler. Og jeg håber virkelig også, at replikkerne lyder bedre på engelsk!
I filmen blandes de tre mest kendte udgaver af Askepot; franske Charles Perraults Cendrillon fra 1697, Brødrene Grimms udgave og i høj grad Disney-tegnefilmen. Der er enkelte ligegyldige afvigelser fra de kendte plot, som da Askepot møder Prins Charming første gang på en ridetur i skoven. Således falder han ikke for Askepot, når hun er lækker i blå glimmerkjole, men er allerede vild med hendes personlighed, før han møder hende til sit bal. Det virker lige lovligt politisk korrekt. Enten skulle man have holdt sig fuldstændigt til et af de originale eventyr, eller i stedet skulle man have lavet en ny og anderledes fortolkning. Denne ”hverken-eller”-udgave bliver ganske enkelt meget intetsigende.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Eventyret om Askepot[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Kenneth Branagh[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Der er så langt til den eventyrlige Disney-magi. Det er overgjort og overdrevet, så magien helt drukner i sin egen sødsuppe. Man tryllebindes kun i en enkelt scene, hvor Helena Bonham Carter dukker op som en ret skøn version af den gode fe. Når hun svinger sin tryllestav, bliver man alligevel lidt revet med, og den 10-årige version af én selv ville have hvinet af begejstring over græskar-kareten, kjolen og glasskoene.
Og nu hvor vi er ved kostumerne – de kan godt få lidt ros. Cate Blanchett er smuk på den helt rigtige ondskabsfulde måde i store, men stilfulde kjoler, ligesom stedsøstrenes overdådige skrud er præcis, som de skal være. Allerbedst er dog den betydelige bule i Rob Starks galocher, der i det hele taget står tilbage som det mest interessante ved filmen.
Generelt er filmen utrolig kvalm. Det er de helt store violiner, som er hevet frem og akkompagneres af sukkersødt klaverspil. Musikken hviner løs og er helt i stil med fløde-replikkerne og den irriterende godhjertede Askepots teatralske skuespil. Det virker som om, at instruktør Kenneth Branaghs forkærlighed for store følelser er løbet løbsk med Askepot-filmatiseringen.
Den kedelige fortolkning af eventyret, de klistrede replikker og den forfærdelige musik gør at filmen ikke er anbefalelsesværdig for hverken børn eller barnlige sjæle. Der findes masser af gode børnefilm, og Eventyret om Askepot er ikke en af dem.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer