Af Mikkel Lind Kristiansen

Hvad skal man gøre, når man i efterlivet skal kæmpe mod sin kones første mand, for at bruge evigheden sammen med hende? Instruktør David Freynes tager meningen med efterlivet, og bruger det som kulisse for et trekantsdrama om valget mellem kærlighedens mange facetter i den romantiske komedie Eternity.

Larry (Miles Teller) dør uventet foran sin hustru af 67 år, Joan (Elizabeth Olsen). Efter Larrys opvågning finder han sig selv på en befolket hovedbanegård. Her lærer Larry gennem sin tilknyttede efterlivskoordinator, Anna (Da’Vine Joy Randolph), at banegården er et midlertidigt limbo, hvor man har en uge til at vælge en endelig rejsedestination, som er der, hvor ens sjæl skal tilbringe resten af sin evighed. Lige inden Larrys endelig valg, ankommer nu-også-afdøde Joan. Deres valg om en evighed sammen tager en kompliceret drejning, når Joans tidligere mand, Luke (Callum Turner), der døde i Koreakrigen, dukker op efter at have arbejdet på hovedbanegården og ventet på hende i 67 år,

Elizabeth Olsen puster en utrolig menneskelighed ind i Joans karakter, der vellykket animerer efterlivskonceptet. Der gemmer sig galakser af længsel, forelskelse og sorg i hendes øjne, når Joan på ny møder sit tidligere livs kærlighed.

Miles Teller leverer et halvkejtet kropssprog og en panik man kun kan forvente af en mand, der lige pludselig står overfor at miste sin kone til en mand der er pænere, mere karismatisk og charmerende end ham.

Callum Turner spiller på Lukes charme og karisma, der ikke er langt fra den romatiske pretty boy kærlighedsinteresse fra 00’ernes romcoms. Han bliver aldrig en sexbombe, men i stedet den lækre og tiltrækkende krigshelt, resten af efterlivet pynter ham som at være.

Olsen er derimod stjernen af showet, der gennem sine sitrende læber, fortryllende øjne og tårefulde ansigtsudtryk, sælger Joans uhyrlige svære dilemma mellem hverdagskærligheden til Larry, eller den idylliske, kraftige og spændstige ungdomsforelskelse til Luke.

Filmen finder således det romantiske ståsted hos sine skuespillere, og det komiske ståsted i sit set design og baggrundsdetaljer. Valhalla, den bibelske Himmel, Tian, Jannah – alle trosbekendelsers efterliv er blot fremstillet i rejsebrochurer som potentielle evigheder, som ens efterlivskoordinator rutineret gennemgår. Man undslipper ikke kapitalismens konkurrenceånd selv i efterlivet.

Små billboards, ledsaget af ihærdige sælgere, reklamerer også for: 22-grader verdenen (hvor der altid er 22 grader varmt), ingen-mænd-verdenen (der er fuldt booket, med en ny på vej), 30’ernes Tyskland (minus nazisterne) – hvis det lyder som et personligt paradis, er det formentlig en evighed.

Iblandt hovedbanegårdens nyankomne finder man 10-årige drenge iført for store jakkesæt, mennesker med hospitalstøj på og en enkelt person stadigvæk iklædt sit skydive tøj – fordi i efterlivet er sjælens fysiske legeme en refleksion af det tidspunkt man var aller lykkeligst. Eternitys eksistentialisme er en humoristisk og stikkende en, hvorfra fortællingen føles ikke langt fra en rom-com spillefilm version af The Good Place (2016-2020).

Den humoristiske tone er dog et tveægget sværd – universet føles ægte og levende, da humoren nemt guider tilskueren i filmens koncept. Det humoristiske set design ledsages af  kitschede og ironiske one liners, med vellykkede vittigheder om livets mening. Filmen insisterer dog for meget på sin komiske side, og det bliver på bekostning af trekantsdramaets indlevelse. Larry, Joan og Luke har allesammen brug for et pusterum i deres hvirvelvind af følelser – og det samme har man selv -, men pusterummet bliver ofte afbrudt af en komisk bemærkning, som om filmen ikke stoler på sin karakterers følelser, og den omsorg de fortjener.

Det skader overgangen til den markant mere dramatiske sidste tredjedel af kærlighedsfortællingen, når Joan endelig skal tage stilling til, hvilken af de to ægtemænd hun gerne vil bruge evigheden sammen med. Joan, Luke og Larry får ikke den emotionelle dybde, man ellers gerne vil have, fordi fortællingen brugte mere tid på at få publikum til at grine, frem for at forstå hvordan Joan, Luke og Larry prøvede at kapere efterlivets dilemma. 

På trods af en til tider for kraftigt implementeret komik, så er Eternity en velsmagende cocktail af eksistentialistisk humor, interessant koncept og fængende skuespil, der efterlader en forfriskende smag af en ellers ofte fortalt kærlighedshistorie om valget mellem brændende kærlighed eller det ordinære, men elskende liv sammen.