“Is this a joke?” spørger Gail Getty (Michelle Williams), første gang hendes søns kidnappere kontakter hende. Kort efter går det op for hende, hvor alvorlig situationen faktisk er, men spørgsmålet ender med at hænge over resten af filmen. All the Money in the World er nemlig lige så meget en tragikomisk farce, som det er et kidnapningsdrama.
Gails søn er kidnappet af en simpel grund: drengens farfar er Paul Getty (Christopher Plummer), den rigeste person i verden. For ham er de 17 millioner dollars småpenge, men man bliver ikke så stinkerig, hvis ens prioriteter er i orden, og Getty nægter at betale en øre. Det sætter både kidnapperne, hans barnebarn og Gail i klemme.
Meget af filmens dystre, sorte humor kommer fra scenerne med den excentriske, megalomaniske og foragtelige Paul Getty. Hans livssyn er fascinerende og uvirkelig; ”fra en anden planet,” som Mark Wahlberg forklarer i en voice over. Han besidder den endegyldige magt over situationen og bruger den på kold, pragmatisk vis. Gang på gang bliver man overrasket over nøjagtigt, hvor nærig han kan være.
All the Money in the World fik meget omtale i forbindelse med #MeToo-bevægelsen, da det blev besluttet, at Kevin Spacey skulle erstattes af Christopher Plummer i alle sine scener. Med alt drama og politik af vejen var det også den rette beslutning fra den kreative side, for Plummer giver en pragtpræstation, der klart fortjener en Oscarnominering. Det er svært at forestille sig, at Kevin Spacey med hundrede lag make-up på havde været Christopher Plummers ligemand i rollen.
Fanget midt imellem griske kidnapningsmænd og en svigerfar, der holder mere af sine penge end af sine børnebørn, finder man Gail. Michelle Williams spiller med lige mængder hård selvsikkerhed og enorm angst. Hver gang det ligner, at hendes søn er undsluppet, eller at pengene bliver betalt, bliver tæppet revet væk under fødderne på hende, og desperationen bliver mere og mere mærkbar.
Denne mærkbarhed er også skabt af et godt manuskript og en mesterinstruktør. Ridley Scott skaber ikke rigtig nogen ikoniske sekvenser (måske bortset fra en særligt grusom scene med en kniv, et øre og en hel del blod), men filmen virker bare. Selvom man kan savne lidt ekstra stil er der stadig noget at sige for den gamle mesters håndværk.
Så filmen fungerer udmærket; dramaet bevæger, følelserne mærkes, og skuespillet er meget godt. Men stikker der mere under? Det mest interessante ved filmen er dens udforskning af Paul Gettys rendyrkede kapitalistiske tankegang, men hvad den har at sige om det, er sværere at tyde. Selvfølgelig holder man ikke med ham; han er næsten en større skurk end kidnapningsmændene. Men ”grådighed er dårligt” er ikke en specielt kraftig morale efter to timers intenst drama.
Måske handler det mere om vores reaktion på Gettys karakter. Bliver man målløs eller endda imponeret, når han udnytter situationen for skattesnyd? Ler man, når han køber et maleri for millioner i stedet for at hjælpe det barnebarn, han siger, han elsker? All the Money in the World giver os chancen for at grine, græde eller gispe over kapitalismens mest groteske side, og det er oven i købet et velskrevet, velspillet, og velinstrueret drama. De nemmeste fem stjerner jeg har givet.
Kommentarer