Sidste Stop efterlod mig med en masse spørgsmål. Spørgsmål om skurkenes plan, om en forvirrende fortælling, og mest af alt et spørgsmål om, hvad det var meningen, filmen skulle være.
Både filmens plot og markedsføring iscenesætter den som en thriller: Liam Neeson spiller Michael MacCauley, en eksbetjent, der netop er blevet fyret fra sit arbejde som bankmand. På toget hjem tilbyder en mystisk kvinde (Vera Farminga) ham 100.000 dollars for at finde en passager, der ikke hører til på toget. Da det går op for ham, hvad han har sagt ja til, eskalerer situationen med drab, ulykke og intrige.
Men Sidste Stop fungerer ikke som thriller. Det står nemlig ikke klart, hvad der står på spil, hvad det endelige mål er, eller hvordan filmuniversets regler fungerer. Michales kone bliver truet for at forhindre ham i at få hjælp, men senere da han ringer politiet op, og endnu senere da han afslører sin mission til andre passagerer, er der ingen konsekvenser. Skurkenes magtposition er lige så uklar som missionen.
Så måske virker filmen bedre som et mysterium i stil med Mordet i Orientekspressen: forskellige farverige fremmede er samlet på en rejse, og en af dem er morderen (eller i dette tilfælde ”målet”). Men som mysterium har Sidste Stop mere gætværk, held og tilfælde, end den har spor. Og dens ”detektiv” er på én gang så kompetent, at han identificerer en højrehåndet med en venstrehåndet guitar, og inkompetent nok til at glemme, at en vigtig mistænkt byttede plads med en anden.
En snørklet fortælling kan man slippe afsted med som undskyldning for nogle interessante kampscener og glimrende popcornspektakel, og Sidste Stop har sine højdepunkter i actionscenerne. Den bedste scene er en simpel slåskamp i en tom kupé med en økse, en pistol og en Liam Neeson, der får omtrent fem hjernerystelser og stadig er okay. Trailerne blærer sig dog mest over en vanvittigt overdreven togulykke, der (trods dens mindeværdighed) er så urealistisk, at det er svært at tage den alvorligt.
Men de gode actionsekvenser er der få af, og de distraherer ikke helt fra et plot, der giver mindre og mindre mening, jo mere man tænker over det. Der er en forvirring og ubalance i mere end bare genre her.
Togets passagerer har enten en komisk dårlig korttidshukommelse eller en enorm tolerance over for den 60-årige mand, der opfører sig tosset og har syv nye blå mærker hver gang, han vakler forbi. Skyggeorganisationen, der hyrer Michael er på én gang magtfuld nok til at sabotere toget og manipulere flere parter om bord, og magtesløs nok til at miste kontrol over situationen halvvejs gennem filmen. Politiet er på én gang korrupt og med på skurkens planer, og en allieret, Michael kan stole på.
Det går ud over filmens centrale moralske dilemma. ”Ville du tage disse ordrer mod en masse penge, hvis du ikke ville opleve konsekvenserne?” synes filmen at spørge publikum. Men resten af filmen ødelægger totalt dilemmaet. Det er først for utydeligt til, at man kan tage stilling til det, og senere så specifikt, at spørgsmålet føles irrelevant for seeren.
Hvis hele filmen blot havde været en overdreven actionfilm med stiliseret, visuelt spektakel og en 65-årig Liam, der sparkede røv, havde det været en anden sag. Men Sidste Stop er i sidste ende ineffektiv som thriller, mysterium, action, og sammenhængene fortælling.
Kommentarer