Under Træet er er en kulsort komedie af den islandske instruktør Hafsteinn Gunnar Sigurðsson. Det er en spøjs lille film, hvis indledende credits afslører en finansiering fra en stor og alsidig fætter-kusinefest af nordiske filmfonde og public-service puljer. Det giver ret tidligt i filmen mening, for Under Træet er bestemt ikke en publikumspleaser.
Det ynkelige mandebarn Atli har knas i sit ægteskab, og da hans ligeså ynkelige kone fanger ham i at massere aben til en gammel hjemmevideo af ham og ekskæresten, bruger hun det som en undskyldning til at smide ham på porten. Han tager så i eksil hos sine himmelråbende småborgerlige forældre, som befinder sig i begyndelsen af en nabofejde over et træ, som skygger for deres skingre nabokones terrasse. Mens Atli forsøger at lappe sit ægteskab, eskalerer forældrenes nabokonflikt til stadigt mere smålige højder.
Hele fadæsen udspiller sig i et ubærligt gråt provinshelvede, som suger al sommerglæden ud af kroppen. Alle karaktererne er helt igennem perfide og øretæveindbydende, og deres konflikter og bekymringer er uendeligt smålige og snævre. De er forresten også enormt velspillede. Det er en film, der med fuldt overlæg umuliggør ethvert tilløb til karaktersympati, så man virkelig irriteres af de blegfede forstadsfruer, får hvide knoer af pædagogmedhjælperen med sin manbun og striktrøje og får kvalme af Atlis rødvinsstive mor. Det er en film, som helt med vilje er blottet for kærlighed. Vi måler ofte film på hvor effektivt de får os til at føle, og hvis vækkelsen af følelser i sig selv er et kvalitetsstempel, har Under Træet en klar kunstnerisk eksistensberettigelse, for er du vimmer, hvor bliver man harm og deprimeret. Den er ikke nogen særligt behagelig oplevelse, men den er beundringsværdig i sin evne til at irritere.
For mig at se kommer Under Træet desværre bare aldrig rigtig under det grå lag; den formår ikke at hive en meningsfuld pointe ud af den udmattende oplevelse, så man føler sig ved filmens ende en smule snydt. Der er ingen dybere mening med karakteristikken af miljøet og dets beboere, det er bare et langt, spydigt roast af proletariatet, som ikke bliver forløst i hverken humor eller kritik. Den formår hverken at indbyde til refleksion eller indignation.
Desværre er den heller ikke særlig sjov. Den er markedsført som en sort komedie, og den burde derfor have et villigt publikum i os danskere med vores famøse mørke humor, men vi når øjensynligt ikke islænderne til sokkeholderne, for humoren i Under Træet er så mørk og tør, at den var svær overhovedet at spore. Så svær, at der tæt på ingen fornøjede lyde kunne høres i biografsalen.
Under Træet er virkelig vellykket i sit publikumsfjendtlige eksperiment, men dens historie er forudsigelig, uoriginal og dårligt forløst. Når man tilmed ingen gulerod får for at stå det småborgerlige rædselskabinet igennem, føles det som halvanden time, man burde have brugt på mindre langt deprimerende vis.
Kommentarer