Det startede jo ellers så godt. Duncan Jones’ debutfilm Moon var en lille sci-fi-perle med en velspillende Sam Rockwell i rollen som den ensomme astronaut Sam Bell, hvis eneste samtalepartner er robotten GERTY, og hvis eneste mål er at fuldføre sin mission og komme hjem til familien.
De store armbevægelser og følelser dominerede desværre i instruktørens efterfølgende film – den nogenlunde hæderlige tidslomme-thriller Source Code og det mindre tilforladelige CGI-epos Warcraft: The Beginning. Noget tyder på, at instruktøren fungerer bedst på et sparsomt budget.
Det har han bestemt ikke haft på Mute. Denne gang har Netflix nemlig pumpet millioner i Bowie juniors filmprojekt. Og den ser da også skidegodt ud. Man fascineres af det Blade Runner-inspirerede univers, dets farverige natklubber med robotstrippere og flyvende fastfoodudbringning i et multikulturelt fremtids-Berlin.
Billedsiden er klart filmens største styrke, men det er desværre også dens eneste. For apropos Blade Runner fejler Mute på de alle de parametre, som med tiden har gjort Ridley Scotts film til en klassiker inden for genren.
Det største problem er, at filmen tonemæssigt peger i alle retninger. Vi introduceres først til Alexander Skarsgårds dystre karakter Leo, der ikke kan tale, fordi hans stemmebånd blev beskadiget af en ulykke som barn. Da kæresten Naadirah pludselig forsvinder, finder Leo ud af, at hun har hemmeligholdt en sidegesjæft som prostitueret. Den tavse hævner opsøger derfor hendes skumle arbejdsgivere for at komme til bunds i forsvindingssagen.
Skarsgårds karakter er ikke videre interessant, men man forstår da hans motivation. Det er straks meget værre med Justin Theroux og Paul Rudds karakterer. De ses som kirurgduoen Duck og Cactus, der hjælper mafiosoen Maksim med at lappe sine håndlangere sammen efter diverse skudepisoder. Og deres skuespil er anderledes komisk end Skarsgårds præstation.
Det er meget forvirrende, når Rudds karakter konstant kommer med latterlige grimasser og kommentarer, mens det er meningen, at vi skal tage Leo og hans hævntogt seriøst. Når deres rolle i plottet samtidig først afsløres mod slutningen, bruger man ubehageligt meget energi på at undre sig over, hvorfor de i grunden er med i filmen. Til gengæld må man sige, at de matcher resten af castets overdramatiske repliklevering, der får én til at ønske, at alle var stumme.
Mute er et forvirrende, men også temmelig kedeligt bekendtskab. Man er jo i grunden ret ligeglad med Skarsgårds karakter. Hans manglende stemme gør ham ikke mere interessant, for der synes ikke at gemme sig en person under skallen. Jones skulle måske have spurgt sin kollega Guillermo del Toro til råds om, hvordan man skaber et levende og genkendeligt portræt af et menneske, der tilfældigvis er stumt.
Krimiplottet burde ikke være så kompliceret at forklare, men det er faktisk helt vildt svært at følge med i undervejs. Duncan Jones synes at være mere interesseret i sine spøjse kirurgvenner og penisjokes end filmens egentlige hovedplot. Det er frustrerende, at han ikke inviterer os med til sin interne fest.
Mute er ikke en misforstået perle som Blade Runner. Den er bare ikke særligt god.
Kommentarer