[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Molin Friis[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Det er ikke usædvanligt, at en letbenet fransk komedie gør sit indtog i de danske biografer. I sit stille sind kan man spekulere på, om film som Velkommen til Ch’Tis, Cykeltur med Molière og nu Mine helte havde ramt de danske lærreder, hvis de ikke var af fransk oprindelse. Filmene synes at fungere som eskapistiske fix til landets frankofile segment, og som sådan er de ofte effektive. Men banebrydende filmkunst bydes der altså sjældent på.[/vc_column_text][vc_column_text]Eksistentielle kriser og illegal indvandring
Mine helte slår tonen an fra start. Bombastisk gospelmusik forlader højttalerne, mens en aldrende kvinde går ned ad en hotelgang. Med stålfast vilje går hun til angreb på en voldelig ægtemand og ender sågar med at blive arresteret for ulejligheden. Hendes søn, Maxime, stiller kautionen og kører hende hjem til sit barndomshjem, hvor faderen og manden Jacques huserer. Med sig har de Tiemoko, en indvandrer af afrikansk afstamning, hvis mor opholder sig illegalt i Frankrig.[/vc_column_text][vc_column_text]I Maximes barndomshjem blandes midtvejs- og alderdomskriser med integrationspolitiske kommentarer. Maxime kæmper med såvel sit kærlighedsliv som sin skrantende ambulancevirksomhed, Jacques og konen Olga plages af en lurende dødsangst i kølvandet på Jacques’ hjerteanfald, og purunge Tiemoko er offer for et politisk system, der håndfast negligerer menneskeskæbner. På papiret er der således rigeligt på spil.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Mine Helte[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2012[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Éric Besnard[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Forfejlede ambitioner
Ærligt talt føles det dog ikke sådan. For selvom Mine helte fungerer tilforladeligt som rendyrket eskapisme, er dens forsøg på at balancere eksistentielle kriser med kritik af fransk integrationspolitik forfejlet. Det primære problem er, at filmens behandling af de eksistentielle emner sjældent løfter sig over det banale, ikke mindst fordi karaktertegningerne tenderer mod det stereotypiske. Som skæve eksistenser i filmens mere komiske passager er karaktererne forholdsvis effektive, men i de mere stilfærdige stunder formår skaberne sjældent at overbevise om deres autenticitet trods ihærdige forsøg. I en film, der vil meget mere end at underholde, er det en alvorlig akilleshæl.[/vc_column_text][vc_column_text]Eksempelvis gives seeren aldrig en reel chance for at vurdere Maximes forhold til hans kone, idet den utilstrækkelige eksposition ikke just inviterer til indlevelse. Således reduceres konen til en art plot device, et hylster for stereotypiske kvaliteter, designet til at placere hovedkarakteren i en eksistentiel krise – som det sig hør og bør, fristes man til at sige. På idéplanet giver det mening at fokusere på den melankolske kontrast, der opstår, når en kriseramt mand erindrer sin problemfrie barndom, men det bliver aldrig en undskyldning for at negligere fortællingens mere perifere elementer.[/vc_column_text][vc_column_text]På samme måde savner den politiske kritik de fornødne nuancer. De to gendarmer, der med jævne mellemrum optræder mod filmens slutning, er så karikerede, at det er decideret useriøst at inddrage dem i en ”sober” kritik af fransk integrationspolitik. Man savner lidt selverkendelse fra filmmagerne, hvis flyvske ambitioner harmonerer dårligt med den stil og tone, de lægger for dagen.[/vc_column_text][vc_column_text]Utilstrækkeligt udbytte
Den trods alt hjertevarme skildring af Maximes forældre er det nærmeste, filmen kommer på sandheden. Godt nok gentages de centrale jokes lige vel ivrigt (Olga skriger ”Jacques!” hvert andet øjeblik), men udviklingen i ægteparrets forhold er indfanget med en vis naturlighed. Således formidles deres svingende accept af vilkårene i livets døende kapitler med sikker hånd.[/vc_column_text][vc_column_text]Som halvanden times eskapisme for biografgængere med frankofili i blodet er Mine helte velsagtens et oplagt valg. Tempoet er fint, de komiske optrin mange og stemningen fransk helt ind til benet. På en eller anden måde virker halvanden times virkelighedsflugt dog som et sløjt udbytte af en film, der beskæftiger sig med såvel eksistentielle kriser som integrationspolitiske spørgsmål. ”Middelmådig” er ikke denne anmelders favoritord, men sjældent har jeg haft større lyst til at benytte det.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer