En kvinde sidder på en stol. Hun er desorienteret og ligner én, der ikke har set dagslys i måneder. Det er en forhørssituation, og menneskene foran hende er iført beskyttelsesdragter. Kvinden bliver spurgt, hvad hun fik at spise. Hun husker intet. Uvidenheden er symptomatisk for Annihilation; en film, der ikke lefler for sit publikum, men følger i fodssporerne på sci-fi-traditionen udforsket af Tarkovskij, Kubrick og Trier.
Den er baseret på første roman i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi – en trilogi, der længe har haft ry for at være ufilmatiserbar. Det står klart hvorfor, når man ser Annihilation, men instruktøren Alex Garland har løst opgaven på fascinerende vis. Det er hans blot anden film som instruktør efter den fremragende Ex Machina (2014), og både Ex Machina og Annihilation beskæftiger sig med menneskets reaktion på noget ‘fremmed’. Men hvor Ex Machina var et kammerspil om menneskets egen leg med videnskaben, er Annihilation langt mere urovækkende i sin fremstilling af den menneskelige (naturs) reaktion på noget udenfor vores kontrol.
’The Shimmer’, som det fremmede kaldes, ligner mest af alt en gigantisk sæbeboble. Men modsat sæbebobler, der altid sprænger, vokser ‘The Shimmer’ ufortrødent og opsluger alt omkring sig. En foruroligende udvikling, der forstærkes af, at ingen ekspedition er vendt tilbage fra dens indre – indtil biologen Lenas (Natalie Portman) mand, militærofficeren Kane (Oscar Isaac), pludseligt dukker op på hendes dørtrin efter at være forsvundet i 12 måneder.
Fast besluttet på at løse mysteriet om sin mand, drager Lena med det næste ekspeditionshold ind i ‘The Shimmer’. Holdet består af teamleder og psykolog Dr. Ventress (en iskold Jennifer Jason Leigh), fysiker Josie Radek (stjerneskuddet Tessa Thompson), paramediciner Anya Thorensen (Gina Rodriguez) og antropologen Cass Sheppard (Tuva Novotny). I disse #MeToo-tider er det forfriskende at se en gruppe intelligente, badass kvinder gøre deres ting uden at være begrænset af køn eller andre heteronormative forestillinger. De er der ikke, fordi de er kvinder, men fordi de hver især bærer på en personlig smerte, der driver dem.
Præmissen bag Annihilation – et team af forskere der skal undersøge noget ‘fremmed’ – er forholdsvis banal og lægger sig tættere op ad Ridley Scotts Alien (1979) end Kubricks 2001 (1968). Til gengæld er det én af de mest visuelt forførende, sanselige filmoplevelser, der har haft premiere de sidste par år. “Annihilation” er et udtryk for den komplette ødelæggelse, men Annihilation synes at ville vise, at destruktion rummer mindst lige så megen skønhed som konstruktion. Og at der ud af asken altid vokser noget nyt. I én af filmens mest æstetiske scener fascineres Lena af en plante med et utal af forskellige blomster, der ikke burde være, men er, fra én og samme rod. En mutation, der viser sig at optræde i alt levende indenfor ‘The Shimmer’.
Man kan fristes til at se filmens visuelle overlegenhed som et røgslør for et ganske velkendt plot, men Annihilation sidder i kroppen lang tid efter, at rulleteksterne er kørt over skærmen. Den fungerer som et urovækkende drømmetrip – intens og fascinerende – alt imens den jonglerer med livets store spørgsmål. I en stærk scene forklares det, hvordan vi mennesker helt ned på et cellulært plan er programmet til selvdestruktion – og som et stykke poesi udforskes den konstante magtkamp mellem menneske og natur, samfund og biologi, opbygning og ødelæggelse. Der bliver kastet mange idéer op i luften og langt fra eksekveret på dem alle, men det er okay. Det er en film, der som en drøm (eller i dette tilfælde måske nærmere mareridt) skal sanses, føles og fascinere. Ikke besvare.
At Annihilation får premiere på den lille skærm i Europa føles til gengæld som en hån. Men sådan er det nu engang, når industrien drives som big business, og enhver flig af noget anderledes tolkes som usælgeligt. Der er dog ingen tvivl om, at den skal nok finde sit publikum. Sjældent har selvdestruktion været så smukt.
Kommentarer