Angst. Længsel. Konflikten mellem ønsket om frihed og ønsket om ansvar. Det er ting, de fleste nok har oplevet, især i teenageårene. Selvom vi en dag kan se tilbage på den tid med mere modne øjne og ryste på hovedet, er angsten stadig virkelig, når man er i hovedet på en 16-årig.
Madeline’s Madeline bringer os ind i hovedet på en 16-årig med mentale forstyrrelser. Det er historien om Madeline og den teatergruppe, hun finder flugt fra hverdagen i, og måden hendes sygdom rører hendes bekymrede mor, hendes krævende teaterinstruktør og hende selv. Det er den mest bevægende skildring af mentale sygdomme, jeg har set på film.
Selvom vi aldrig lærer den præcise diagnose af Madeline, mærker vi den stadig gennem et smukt samspil af lyd, billede og skuespil. Madeline er kronisk impulsiv, har humørsvingninger, og kan uden varsel indtage en anden rolle og spille den ud. Måske er hun en kat, eller en skildpadde. Måske er hun til fare for sig selv eller sine omgivelser.
Hun ser i det hele taget verden på en mindre konkret måde, og derfor er hele Madeline’s Madeline som en vågen drøm. Historien føles virkelig, personerne føles virkelige, men der er en uvirkelighed i måden, filmen er skudt på, der stemmer overens med Madelines perspektiv. Kameraet stiller ikke altid helt skarpt og fokuserer ikke altid på handlingen. Vi er altid nær Madeline og får sjældent overblik.
En sådan stil kunne nemt blive desorienterende, men filmen bliver ikke uforståelig. Tværtimod er den et vindue ind i en verden, de fleste af os aldrig træder ind i. Man føler sig sjældent så tæt forbundet med en karakter på film—Madeline bliver med en længe efter, at filmen er slut.
Trods det velskrevne, intime manuskript og den inspirerede filmteknik overskygger Helena Howard resten af filmen med sin præstation. Det er hendes første film, og hun er en atombombe. At spille en talentfuld skuespiller med mentale lidelser, der spiller teater, mens hendes hoved hvirvler med bekymringer, er den type udfordring, store skuespillere tager op for at vinde deres Oscar. Howard får det næsten til at se nemt ud.
Hun er bakket op af et par skuespillerinder, der også udmærker sig. Miranda July spiller hendes overbekymrede mor, og man kan mærke lige mængder af kærlighed og overdreven bekymring for hendes datter. Der er tegn på, at Madeline engang skadede hende under en af sine episoder; en hændelse, der hænger over deres forhold.
Molly Parker spiller Evangeline, Madelines instruktør, som udvikler sig fra venlig moderfigur til manipulerende kunstner med kraftig overbevisning. Evangelines forsøg på at udnytte Madelines historie til sit teaterstykke trapper gradvist op, indtil alle grænser er overskredet, og teateret ikke længere er et sikkert sted for Madeline at være.
Det hele kommer til kogepunktet i en finale, der på en gang er enormt spektakulært og rørende intimt, og hvor Helena Howard leverer et af årets mest imponerende stykker skuespil.
Der er få film, der tør tage så mange stilistiske og fortællingsmæssige chancer som denne. Der er endnu færre film, hvor det betaler sig. Men Madeline’s Madeline er den ægte vare. En film, der med sin dristige instruktion og spektakulære skuespil bringer os til forståelse og empati. En betagende oplevelse, man sent vil glemme.
Kommentarer