[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan og Neia Pil Højsteen[/vc_column_text][vc_column_text]Fra graveringen af Jellingestenen til dengang vi alle indædt bekæmpede nazisterne. Dette og meget mere er på forunderlig vis blevet en del af vores fællesnationale erindring.
Det er klart at vi som danskere føler en hel særlig binding til filmkunsten, som netop det ganske land var rugekasse for. Danmarks stolte tradition for film går helt tilbage til mediets fødsel. Nellerødmanden kopierede tidligt Lumière-brødrenes filmkamera cinematografen, som hoffotograf Elfelt så brugte til at producere film efter, ja, lumièrsk forbillede – hvilken originalitet. Jo, det danske folkefærd har sans for kreativitet. Faktisk i en sådan grad at Danmarks store filmmagnat par excellence, Ole Olsen bag Nordisk Film, slet ikke behøvede forholde sig til den kunstneriske dimension, men derimod optrådte som ren forretningsmand. Her brillerede han eksempelvis ved at afvise den grimme Asta Nielsen, som så udførte landsforræderi og flygtede fra ydmygelsen til det fjerne syd (Tyskland). Heller ikke Carl Th. Dreyer var velkommen hos Olsen, og måtte udføre flere af sine mest innovative værker uden for de danske grænser. Men intet land er uden småfejl, end ikke gode gamle Danmark.
Der skete igen noget uforglemmeligt fortryllende i det herrens år 2015: Den årlige Oscar-uddeling.
Størst var nok øjeblikket, da Danmark som bekendt vandt for bedste ikke-engelsksprogede film med Ida produceret i samarbejde med nogle polakker (ja, dem der kommer og nasser på vores samfund; de er både dovne og stjæler vores jobs). Helt urimeligt gik prisen for bedste animerede kortfilm ikke til det danske bidrag The Dam Keeper, som ellers var nomineret i kategorien og havde en glimrende voice-over reciteret af vores egen Lars Mikkelsen. Og så den eminente Lego Filmen – Et Klodset Eventyr, hvorfra sangen Everything Is Awesome (Alt er Super Duper, hedder den smukt-poetisk på vores nationalsprog) stod stærkt i konkurrencen om bedste originale sang. Havde det ikke været for Lego-virksomheden, dannet i 1930 af danskeren Ole Kirk Christiansen, havde Et Klodset Eventyr været umulig – og det er vist i øvrigt ikke at tage munden for fuld at påstå, at verden havde været et dårligere sted uden Lego (og dette er faktisk skrevet helt uden ironi).
Og som dansker kan man kun føle stolthed over Oppenheimers oscarnomineringer – han bor jo her i Danmark og fik desuden lidt håndører af Det Danske Filminstitut til sine dokumentarprojekter.
Så snart der har været bare én dansker med i produktionen, kan vi tillade os at tale lidt længere om filmen i Go’ aften Danmark og på de danske gader og stræder.
Heldigvis er Oscar-uddelingen ikke den eneste gang om året, hvor Danmark kan få lov at brillere på den internationale filmscene. Ved årets Berlinale, kunne man også være stolt af at være i besiddelse af det distinkte bordeaux pas, som da også blev vist frem ved flere lejligheder. Hip hurra for Danmark og Trine – og tillykke med den flotte Sølvbjørn.
Alt dette under massiv mediedækning og produceret til et publikum, der hungrer efter ”danske” nyheder. Men naturligvis betyder det også en ensporet filmdækning, som har reduceret kloden til meget få lande. Ja, vi ser også film fra udlandet… hvis vi med udlandet mener Hollywood. Men hvor mange thailandske film har du set? Har de noget at byde på? Tør du finde ud af det? Eller er det kun deres hvide sandstrande og billig ”massage”, der tiltrækker det danske publikum?
Man siger at vi lever i en periode, hvor tid og rum ophæves blandt andet som følge af World Wide Web. Vi kan kommunikere med hinanden på tværs af geografiske afstande og forskellige døgnrytmer. Det kan måske lyde naivt, men kan vi ikke vælge at sympatisere med mennesker, blot på baggrund af at de, netop, er mennesker, og fordi de har tanker, vi finder interessante?
På trods af modernitet – eller måske netop derfor – ser vi mange nationer, hvor national selvforståelse står stærkt. Ikke mindst i små lande under begrebet lilleputchauvinisme. Når de danske nationalskjalde Nik & Jay stiller deres velkendte spørgsmål: ”Og undskyld mig baby, tillad mig at spørg’, hvem er du og hvad’ dit navn?” svarer vi prompte: ”Dansker!”.
For det er jo først og fremmest det vi er, ikke?
Hvad betyder geografi og udseende i forhold til det egentlige budskab afsenderen har? Bør genkendeligheden ligge i nationalitet eller i betragtninger og tanker? Vi spejler os konstant i hinanden, men måske er det på tide ikke kun at foretage denne spejling på overfladen.
I disse tider er det kommet på mode at tage afstand til landets politik, ikke mindst som følge af den lige nu førte flygtningepolitik, som af mange anses for at være menneskefjendsk. Men denne kritik rækker sjældent til et egentlig opgør med den nationalisme, som ligger indbygget i vores mediedækning.
I primitive situationer, er vi nødt til at træffe hurtige beslutninger baseret på udseende. Når vi skal vælge mellem ven eller fjende, kan det være klogt at kategorisere en fremmed som fjende, bare for at være på den sikre side, så han/hun ikke slår os ihjel. Men er vi ikke nået til et punkt i menneskehedens historie, hvor vi, i hvert fald en gang i mellem, har overskud nok til ikke at træffe beslutninger, som gjaldt det vores overlevelse? Er nationalismen bare en videreførelse af stenaldermenneskets overlevelsesinstinkter? Og er vi ikke nået til et punkt hvor vi kunne tillade os at lade vores interesser favne bredere? Vi dør jo nok ikke af at tale lidt om thailandske film i Go’ aften Danmark – også selvom ingen dansker har været tonemester. For der er masser af gode historier derude, som vi går glip af, selvom de faktisk ikke er så fjerne fra det geocentriske Danmark.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer