Af Olivia Alleslev
Første verdenskrig raser. Unge mænd sendes i døden på fronten i stribevis. Tyskland er desperat og forlanger hjælp fra det modvillige Sønderjylland, der uheldigvis er under preussisk herredømme.
Dette er rammen for Henrik Ruben Genzs danske krigsdrama Erna i krig, der er hans tredje filmatisering af Erling Jepsens forfatterskab. Der er fra start dømt kvindekamp og krig, fædreland og moderskab. Og skulle man nogensinde betvivle en moders vilje til at kæmpe for sit afkom, så manes den tvivl hurtigt i jorden.
For nok er årstallet 1918, og Den Store Krig kaster lange skygger over hele Europa. Men Erna Jensen (Trine Dyrholm) fra Bramstrup, Sønderjylland vil bare gerne lave smørrebrød og kålpøser sammen med sin simple søn Kalle (Sylvester Byder). Og hun vil bestemt ikke acceptere, når han kaldes til fronten.
Gennem en blanding af målrettethed, moderkærlighed og skæbnespil formår Erna at bytte tøj og identitet med en deserterende soldat og indrullerer sig på kasernen forklædt som mand under navnet Julius Rasmussen. Det viser sig dog at være en umulig mission at smugle Kalle ud, så i selvopofrelsens tegn opsøger hun byens tidligere landbetjent, nu Feldwebel Meier (Ulrich Thomsen med et forrygende overskæg), og lover ham ægteskab i bytte for sønnens sikkerhed.
Erna, Kalle, Meier og resten af det sønderjyske regiment finder dog hurtigt sig selv i skyttegravene aka ”kødhakkeren” aka ”verdens røvhul”, hvor både relationer og liv sættes på prøve. For nok har Erna lovet sig væk til Meier, men den charmerende smed Anton (Ander W. Berthelsen) viser sig at være en mere begærlig bejler.
Her begynder Trine Dyrholms præstation og talent at folde sig ud, og hun tildeler rollen som Erna en form for forpint resignation; hun lever for Kalle, hun vil dø for Kalle – og det på bekostning af egen potentiel fornøjelse. Men med overbeskyttergenet kommer den uundgåelige konfrontation mellem mor og søn fanget i en bunker.
For Kalle kan godt, som han selv pointerer – også selvom han ikke lige er den skarpeste kniv på fronten. Så da Erna spørger sin frustrerede søn, om han hellere ville være i krig uden hende, kan han kun svare et tårevædet: ”Ja”. Konflikten er dog forudsigelig, hvilket filmen desværre lider under et stykke ad vejen.
Kemien er til trods stadig glimrende mellem skuespillerne, og selvom de mange dødsfald, familiehemmeligheder og romantiske interesser, man præsenteres for undervejs, ikke just er chokerende, er de effektive og tilføjer især Erna flere nuancer end blot titlen ”mor”. Hun udfordres som kvinde på godt og ondt, sat på spidsen gennem rollen som mand.
Det er særligt rammende, når hun fortæller Anton, at hun aldrig ønskede børn, for ”hvad nu hvis det blev en pige”. Kvinders hårde vilkår behandles fint gennem både eksempler som det, men også gennem mere direkte metoder som de portrætterede voldtægtsforsøg og perverterede blottelser, Erna udsættes for som ene kvinde blandt en hær (bogstavelig talt) af afholdte mænd.
Selve krigssekvenserne er smukke og neglebidende intense i deres klaustrofobiske natur, især som desperationen og faren tager til. Alligevel kæmper filmen stadig med en forudsigelighed og genkendelighed, der ikke gavner spændingen – både når de trætte soldater kæmper for deres liv, men især de forskellige karakterudviklinger er næppe overraskende, og dialogen er til tider lidt for stiv i betrækket. Man skal i hvert fald lede langt efter Erling Jepsens typiske, sorte humor.
Til trods for det har Henrik Ruben Genz lavet endnu en forholdsvis vellykket adaption til samlingen af danske storfilm, for Erna i krig er på sit bedste en nær, menneskelig skildring af krigens rædselsfulde meningsløshed indrammet af en moders altoverskyggende kærlighed til sin søn.
Kommentarer