Af Magnus Hvidt Thelle

I nyere tid har queer coming-of-age-filmen udviklet sig til en genre i sin egen ret. Fortællinger om den første forelskelse, den spirende identitet og den utilnærmelige ældre genstand for begær er efterhånden blevet velkendte. Udfordringen er derfor ikke længere at fortælle historien, men at finde nye nuancer i den.

Enzo bygger på Laurent Cantets sidste manuskript, færdiggjort og instrueret af hans mangeårige samarbejdspartner Robin Campillo efter Cantets død i 2024. Samarbejdet mærkes tydeligt. Cantets blik for sociale strukturer og klassespændinger smelter sammen med Campillos mere sanselige og queer-orienterede filmsprog i et lavmælt ungdomsdrama, der er mere optaget af de sociale kræfter, der omringer filmens hovedperson end af selve kærlighedshistorien.

Den 16-årige Enzo (Eloy Pohu) har vendt ryggen til sine akademiske forældres forventninger og er begyndt som murerlærling i Sydfrankrig. Her møder han den ældre ukrainske kollega Vlad (Maksym Slivinskyi), hvis charme, erfaringer og livssituation fascinerer den nysgerrige teenager. Gradvist udvikler relationen sig til et følelsesmæssigt spændingsfelt, hvor grænserne mellem venskab, mentorskab og romantisk begær bliver stadigt mere uklare, mens afstanden til familien vokser.

Eloy Pohu leverer en overbevisende debutpræstation, men manuskriptet giver ham ikke meget at arbejde med. Enzo er ganske vist skrevet som en umoden teenager, men hans karakter kommer alt for ofte til udtryk gennem ensformige vredesudbrud og trodsige konflikter med familien. Frustrationerne udvikler sig sjældent til dybere selverkendelse, og hovedkarakteren kommer derfor til at føles mere monoton end kompleks, hvilket er et problem i en film, der bærer hans navn.

Som skildring af den unge queer-erfaring betræder Enzo velkendt territorium. Den forbudte tiltrækning til en ældre mand, idealiseringen af mentorfiguren og den identitetssøgende hovedperson leder uundgåeligt tankerne mod film som Call Me by Your Name (2017). I sine svageste øjeblikke føles filmen derfor mere som en variation over allerede etablerede fortællinger end som et værk med sit eget markante aftryk.

Det er først, når filmen lader klasse fylde lige så meget som seksualitet, at den for alvor finder sin egen stemme. Hvor Enzo kommer fra en privilegeret familie, der har råd til at betragte arbejde som et personligt valg, er Vlad ukrainsk flygtning og arbejder af nødvendighed. Enzos fascination retter sig derfor ikke kun mod manden selv, men mod alt det, han repræsenterer. Vlad bliver en kropsliggørelse af en rå maskulinitet og et liv uden for den beskyttede bobbel, som Enzo desperat forsøger at slippe væk fra. Selv hans valg af murerfaget fungerer som et elegant symbol på ønsket om at bygge sit eget liv uden for familiens rammer.

Filmen udstiller samtidig, hvor naivt dette oprør er. Enzo romantiserer den virkelighed, Vlad lever i, og tiltrækkes ikke blot af ham, men også af den usikkerhed, de afsavn og konflikter, der præger hans tilværelse. Her rammer filmen en interessant dobbelthed, hvor Enzos begær bliver umulig at adskille fra hans romantisering af en anden socialklasse.

Enzo rummer flere tankevækkende idéer end egentlige følelsesmæssige gennembrud. Cantet og Campillo tegner et interessant portræt af privilegiets skyldfølelse, klassens usynlige barrierer og ungdommens romantisering af et liv, den endnu ikke forstår. Men når titelkarakteren forbliver mere frustrerende end fascinerende, mister fortællingen sit følelsesmæssige tyngdepunkt. Man forlader filmen med stof til eftertanke, men uden for alvor at have investeret sig i Enzos rejse.