Af Alma Nordenbæk
De færreste har et rosenrødt billede af Folkerepublikken Kina. Men i Vivian Qus moderne film noir er verden virkelig håbløs.
I en kinesisk ferieby forgriber en politikommissær sig på to 12-årige piger. Forbrydelsens eneste vidne er motellets rengøringsdame, den illegale teenagearbejder Mia. Hun tør ikke gå til politiet af frygt for at blive udvist, men information er magt, og snart har hun rodet sig ud i et farligt spil. Samtidig finder en af voldtægtsofrene, Wen, ud af, at hendes problemer kun lige er begyndt.
Engle går i hvidt er en film, som begejstrer anmelderne mere end det betalende publikum. Ikke fordi man skal have et særligt øje eller være en særlig filmsnob for at forstå filmens kvalitet, men fordi det er en trist og barsk og fåmælt og ikke særlig lettilgængelig film. Den er gennemvædet af symbolik, som du forstår, at du skal forstå, men ikke helt gør.
Det er ikke fordi, Vivian Qu er prætentiøs eller elitær. Eller jo, måske hun er, men filmens tyngde føles mere som et modigt valg end et ønske om at ekskludere et mere mainstream tjubangpublikum. Qu fortæller en seriøs og kompliceret historie, fordi det er seriøse og komplicerede problemer, hun forholder sig til. Den behagelige humor har fået kniven af en skarp samfundskritik.
Qus Kina er et rimeligt deprimerende sted at vokse op. Skolen er nådesløs, mobiltelefoner har overtaget vores synsfelt og (næsten) alle med magt er korrupte. Værst er det for kvinderne og børnene, som samfundet behandler som varer, og allerværst er det for Mia og Wen, som både er hunkøn og mindreårige. De lever i en kultur, hvor alt handler om penge og flotte facader. Men hvis alt handler om penge, er der så overhovedet noget, der er noget værd?
Mia og Wen er begge ofre, men de er ikke passive. Især Mia kæmper desperat mod sin skæbne, og hun kæmper ikke altid pænt. Vi behøver ingen blødende violiner for at fatte sympati med hende. På Vicky Chen er et neutralt ansigt aldrig udtryksløst, men hendes kontrollerede spil lægger ikke op til ynk. Det er en meget stærk skuespilpræstation, som kun bliver rivaliseret af filmens anden hovedrolleindehaver, filmdebutanten Zhou Meijun. Der er absolut intet forstilt eller overgjort ved Meijuns smukke portrættering af den forsømte, undertrykte og traumatiserede Wen.
Engle går i hvidt er tydeligvis ikke en amerikansk film. Der er ingen storladne replikker, de mest voldsomme scener er diskret klippet ud, og underlægningsmusikken eksisterer næsten ikke. Når Wen står foran porten til det vandland, som hendes far vedligeholder uden for sæson, forstår man, at hun efter overgrebet kigger på barndommen og dens uskyldige glæde gennem tremmer. Det er en underspillet poesi, som løber gennem hele filmen, og som også ses spejlet i filmens danske titel.
Det er netop denne sarte, poetiske elendighed, som jeg tror kommer til at afskrække mange fra at se filmen – og alle de film, der minder om den. Hvis du ikke allerede holder af Vester Vov Vov, Gloria, Øst for Paradis og landets andre art cinemas, så dukker Engle går i hvidt nok ikke op på din radar. Men du burde nu se filmen alligevel. Fordi den har noget på hjerte, og fordi den gør ondt.
Kommentarer