[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Stine Bergrud Westerlin[/vc_column_text][vc_column_text]”Hvad er ansvar for en størrelse? Mit ansvar for andre, mit ansvar for mig selv. Hvad kommer først?” Det er spørgsmål, som instruktør, Pernille Fischer Christensen, søger at indkredse og finde svar på i sin nye spillefilm En Du Elsker (2014) med Mikael Persbrandt og Trine Dyrholm i hovedrollerne.
Pernille Fischer Christensen, hvis navn for alvor blev cementeret med debutspillefilmen En Soap (2006) og efterfølgende En Familie (2010), har senest begået sin fjerde spillefilm, En Du Elsker, som søger de mellemmenneskelige relationer, der findes på tværs af landegrænser, karrierer og blodets bånd.
Filmen handler om rockmusikeren Thomas Jakob (Mikael Persbrandt), som er bosat i Los Angeles, men i en periode må vende tilbage til Danmark for at indspille sange til sin nye plade med hjælp fra musikproduceren Molly Moe (Trine Dyrholm). Lige så lang distancen er mellem Danmark og Thomas Jakobs liv i L.A., lige så stor er den i forholdet til datteren Julie (Birgitte Hjort Sørensen), som Thomas kun har haft sporadisk kontakt til. Julie bærer stadig nag til sin far for hans evigt manglende tilstedeværelse og kvitterer under Thomas’ ophold med ansvaret for sin 11-årige søn Noa (Sofus Rønnov) i en rum tid, alt imens hun selv skal på afvænning. Da en tragedie indtræffer bliver ansvaret for drengen pludselig afgørende for rockmusikerens hidtil reserverede facon og tilværelse. Dette bliver vendepunktet for Thomas Jakob, som må tage stilling til, om der skal bindes en forsonende sløjfe mellem fortid og nutid, eller om man kan gå igennem livet uden at tage ansvar for kærligheden.
Ansvaret
Pernille Fischer Christensen har tidligere skildret relationen mellem en enlig kvinde og en transseksuel og forholdet mellem en datter, et bagerdynasti og en kræftramt far. Begge scenarier, der kredser om det at træffe de svære valg i livet og tage ansvar for sig selv og andre.
Ansvaret er da også en central tematik, der optager Fischer Christensen i hendes nye spillefilm. ”Et meget stort og gennemgående tema handler om at finde kærligheden til sig selv for på den måde at blive sat fri”, siger instruktøren. ”Og jeg tror egentlig, at hvis man ser alle mine film på den måde, så kan man se, at det er det, som de kæmper med. Ikke at de nødvendigvis finder den. Med En Du Elsker kan man sige, at Thomas’ datter nok ikke finder den, og det er noget af det, hun kæmper med i forhold til sin far. Det og det, som du burde have gjort, det sidder hun på en eller anden måde fast i, det opgør eller den følelse af ikke at have været elsket. Det samme bliver det vel egentlig også for Thomas – han har også nogle lig i lasten i forhold til sin egen far og den baggrund, han kommer fra, som på en eller anden måde også har skabt ham og har gjort, at han har opgivet at have relationer til andre mennesker og på en eller anden måde opgivet at kommunikere gennem noget andet end musik. Det er, hvad han orker. Men jeg tror, at det er sådan, at hvis jeg hader mig selv, så gør andre det også, så dybest set har du også ansvaret for kærligheden.”
De indre dæmoner
Det er første gang Pernille Fischer Christensen samarbejder med Mikael Persbrandt, og at valget faldt på den svenske skuespiller var ikke et tilfælde. ”Jeg kunne rigtig godt lide tanken om, at han var fremmed, og at han havde været væk fra Danmark. Ligegyldigt hvor man placerede ham, så var han fremmed. Det var ikke sådan, at nu kom han hjem til Danmark, også her var han fremmed. Det blev derfor meget åbenlyst, at det skulle være Mikael Persbrandt.”
Rollen som rockmusikeren Thomas Jakob, der undervejs i filmen distancerer sig fra både familien og sit arbejdsrelaterede bagland, krævede samtidig en særlig indsigt i afkrogene af menneskets mørke, noget som Persbrandt selv har været mærket af på godt og ondt. ”Thomas Jakob har det her sind, som er virkelig tortureret. Med Mikael er der masser af hans drivkraft, som kommer fra alle de dæmoner, som han har. Jeg synes, Mikael både har en voldsomhed over sig, men han har også noget, som er ekstremt inderligt og næsten feminint. Og jeg kan enormt godt lide den sammensætning af energi. Den er meget sjælden”.
Rebellen i klassen
Processen med at finde den rigtige lyd til filmen var ikke uden kontroverser undervejs i forløbet. Instruktøren, der har sine egne inspirationskilder i sværvægtere som Nick Cave og Leonard Cohens måder at skabe fortællinger og tilstande på, var dog meget fokuseret på at finde ind til Persbrandts egen stemme. Lyden, der velsagtens kunne læne sig op ad forbillederne, går dog ikke på kompromis og formår at skabe sit eget rum i fortællingen omkring rockmusikeren og udfylde det med de svagheder, styrker og følelser, mennesket nu engang kan rumme.
”Mikael har ingen erfaring med at synge. Han var rigtig på skideren. Han har heller ikke lyttet til andre. Vi har ikke haft noget med, at han skal lyde som den eller den. Det har været at finde ud af, hvordan Mikael lyder, og hvordan vi får noget ud af det. Han gør det i filmen, og han gør det rigtig godt. Men det var en enormt hård proces, og det er klart, at det der med at synge sætter mange følelser i gang. Jeg ville sgu også blive nervøs, hvis jeg i en alder af 49 år skulle lære at synge! Men det er jo også det fede ved ham – han er en, der tager chancer, og hvis der er noget, han ikke kan, så siger han, ’det skal jeg!’. Jeg tror også, det kom bag på ham, hvor meget han skulle lære sig musikalsk. Mikael sagde på et tidspunkt
‘Prøv at hør! Jeg har fandeme aldrig gået i skole. Jeg var sådan en, der pjækkede fra 5. klasse, og aldrig kom til timerne, og nu har du sat mig på musikskole’. Mikael er ekstremt lyststyret, og det tror jeg var en udfordring for ham. Han pjækkede også fra de fleste af timerne, men det gik jo alligevel”
En fortælling i lyden
Flere af filmens billeder bliver i fusionen med lyd næsten til rendyrket poesi, om de så stilfærdigt fokuserer på Thomas Jakob, der ligger henslængt med en smøg i kæften, eller om de i deres ensomhed søger ud over det næsten kliniske snelandskab eller ud mellem skovens forkrøblede træer. Billedsiden rammes netop ind af en lydside, der skaber en fortælling i fortællingen, en slags odyssé mod kærligheden.
Fortællingen med sangene var især vigtig for Fischer Christensen, ”Jeg ville have, at alle de her sange skulle være en del af en fortælling om Thomas. En sang handler for eksempel om længsel. En anden sang kunne handle om intimitet med sig selv og en anden om at få en kærlighedsåbenbaring. Det gjaldt om at lave de her rum for hver sang. Vi sendte en masse ord ud til forskellige musikere og så gik det ret hurtigt. Tina Dickow kom med nogle ting, og det var vildt at opleve første gang, hun begyndte at komme med dem, for jeg havde jo bare skrevet to eller fire sider med en masse ord, som den her sang kunne rumme. Der er for eksempel den sang, der hedder Woman Downstairs, et brief, som hedder Kvinden Nedenunder. I nogle andre sange er det måske ikke så direkte oversat, men Tina har taget det og så fået musik ud af det. Lyden er virkelig noget af det, der kan give en film en egensindighed. Men det er i det hele taget sindssygt at kaste sig ud i noget, som hvor man bagefter tænker ’shit mand, hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre!’”
At tingene har kunnet lade sig gøre, er der ikke nogen tvivl om, og Pernille Fischer Christensen har begået en film, der først og fremmest søger kærligheden, men i al dens forvikling også må konfrontere mennesket med det ansvar, der følger med.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer