[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Anne Christine Fabricius[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Der findes ikke ét rigtigt svar på, hvordan man kommer videre efter at have mistet sit eget barn. En uge og en dag er Asaph Polonskys første spillefilm. Det er lykkedes ham at portrættere ikke bare to mennesker i sorg, men en hel helingsproces. I den jødiske tradition holder man Shiva, som går ud på at holde åbent hus for familie og venner i en hel uge for at hjælpe de sørgende videre. Filmen handler om dagen efter Shivaugens afslutning. Dagen hvor virkeligheden banker på døren i stedet for bekendte med medfølelse i blikket.
Virkeligheden for Vicky (Evgenia Dodina) og Eyal (Shai Avivi) er, at de har mistet deres eneste søn. Man følger dem begge gennem den første dag, hvor de, på hver deres måde, skal prøve at finde en ny balance i livet. Mens Eyal undgår at komme tilbage til hverdagen, prøver Vicky at komme tilbage til den så hurtigt som muligt. Det føles hurtigt som om, at de går hver deres vej; men i virkeligheden deler de samme følelser. De viser dem bare ikke til hinanden.
Sorg er uden tvivl et svært samtaleemne. Hvordan sætter man ord på noget, som man ikke kan begribe? Intet føles trygt længere, og man må lære at navigere med et ukendt sæt følelser. For Eyal betyder det at ryge sig skæv med naboens søn. Zooler (Tomer Kapon) er en ung mand, der kender ungdommens tricks. Han er villig til at hjælpe Eyal videre. Også selvom det betyder at have en barnlig opførsel, som hverken Vicky eller Zoolers forældre forstår. Eyals nyfundne skødesløshed er årsag til en række mere eller mindre absurde scener. I løbet af dagen kommer han op at slås med hans nabo, Zoolers far. Vicky ser på med sit sædvanlige tomme blik og udtryksløse ansigt, mens Zooler prøver at stoppe dem.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
En uge og en dag[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Asaph Polonsky[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA & Israel[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Scenen er dog relativt stille. Generelt er dialogen ikke filmens kerne. Asaph Polonsky har valgt at lade det visuelle tale for sine hovedkarakterer. Dialogen er ikke savnet, og det føles som om, at flere ord ville have været overflødige. Kombinationen af et smukt visuelt udtryk og en altid passende musik virker, og vi lader os omfavne af den gennemførte balancegang, som En uge og en dag viser. Man får hverken logiske reaktioner eller rationelle følelser at se, og netop af den grund forstærkes fortællingen.
Oplevelsen af de absurde scener i samspil med den alvorlige livsbegivenhed, som egentlig er fortællingens hjerte, er livsbekræftende. Selvom sorg er en universel følelse, er sorg langt fra at være en universel proces. Mens nogen vælger selskab og en vis hyldest af minderne, vælger andre stilheden. En uge og en dag lader stilheden tale for sig selv. På den måde viser Asaph Polonsky et alternativ til den small talk pårørende ofte, af velmenende grunde, fylder tomrummet med. Det umiddelbare får lov til at blomstre. Samtidig med, at vi får en stærk medfølelse for karaktererne, så minder det os om vores egen menneskelighed.
Polonskys første spillefilm er ikke perfekt, men det bør intet være. Det er i fejlene at det smukkeste ligger. Det er med reflekterende tanker, at man kommer videre fra En uge og en dag. Det må i denne kontekst være den bedste slags tanker at have.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer