[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Mika Dahl Hansen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Steve McQueens 9-dobbelt Oscar-nominerede drama 12 Years a Slave er den grusomme autentiske historie om Solomon Northup (Chiwetel Ejiofor), der en skæbnesvanger dag i 1841 bortføres fra sin kone og tre børn, frarøves sin frihed og sælges som slave. Men har vi ikke utallige gange før hørt historien om afroamerikanernes kamp for frihed og lighed i USA? Hvad kan 12 Years a Slave bidrage med?
Forventninger og følelser
Inden filmens start frygtede jeg som anmelder to ting. For det første: Kan den her film virkelig leve op til mine tårnhøje forventninger? For det andet: Vil en amerikansk film med et grusomt tema spille på mine følelser i en sådan grad, at det bliver kvalmende og forstyrrende? Et entydigt svar kan jeg ikke give, men kun kortfattet sige: I høj grad ja til det første og i høj grad nej til det sidste – heldigvis. En af grundene til, at filmen ikke bliver emotionelt kvalmende, er, at den tegner et nuanceret menneskebillede.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
12 Years a Slave[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Steve McQueen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA/UK[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Selv om 12 Years a Slave præsenterer seeren for et dikotomisk opdelt samfund i midten af 1800-tallet, så er det ikke bare en film om de hvide herrer versus de sorte slaver. Før Solomon bortføres, lever han som en fri mand på lige fod med de hvide og har hvide venner; der findes også få hvide slaver, omend de er bedre stillet end de sorte; en af Solomons slaveherrer – spillet af Benedict Cumberbatch – viser oprigtig menneskelig medfølelse, og denne nuance er væsentlig for filmens succes. Alle har deres bevæggrunde, fejl og mangler, og verden er ikke bare sort/hvid – bogstaveligt talt.
Eftertænksomhed og grusomhed
Steve McQueen vælger bevidst længere indstillinger, end man er vant til i moderne film, og det er et modigt og velfungerende valg. Hvor andre instruktører havde valgt at klippe, fastholder McQueen seeren i en scene, selv efter handlingen har udspillet sig. De overflødige ekstra sekunder skaber rig eftertænksomhed hos seeren.
I én ”ubehageligt god” scene får Solomon en løkke om halsen og er på vej til at blive hængt, men i sidste øjeblik reddes han af en hvid mand. Men i stedet for at rebet hugges over, og scenen dermed færdiggøres, strækker McQueen den ud. Solomon står usikkert på tæerne med løkken om halsen og kæmper for at trække vejret, mens de andre slaver går i baggrunden, men der er ingen, der kommer Solomon til undsætning, for de tør ikke gribe ind.
Denne scene havde ikke været så effektfuld, hvis ikke den havde så dvælende en karakter. De længerevarende indstillinger og de mange nærbilleder gør, at man kommer tæt ind på Solomons tanker og følelser. Man bliver tvunget til at føle empati. 12 Years a Slave er ganske grusom både narrativt og rent visuelt, og der bydes på nøgenhed, voldtægt, vold, og især de forbistrede piskeslag synes at række ud gennem filmlærredet og ind på seerens egen ryg. Det er en film, der gør ondt at se, men det er bestemt det værd.
Stærkt drama uden overraskelser
Man siger, at stærke skuespilspræstationer kendetegner en god instruktør, og hvis det er rigtigt, er Steve McQueen en exceptionel en af slagsen. Både Paul Dano og Paul Giamatti – som slavehandlere – fortjener en cadeau for deres usympatiske præstationer, men de to bærende roller – Michael Fassbender som den strenge plantage-ejer, Edwin Epps, og Chiwetel Ejiofor som Solomon Northup – er om muligt endnu mere outstanding. De formår at tilføje en troværdighed til deres karakterer, der bidrager til den stærke realisme, som gennemsyrer 12 Years a Slave.
Der er ingen tvivl om, at 12 Years a Slave er et gennemarbejdet drama, men hvis man vil se en film fuld af overraskelser, skal man vælge en anden. Den fortælles ekstensivt i flashback, og titlen er en spoiler-alert i sig selv: Man ved godt, hvordan den ender. Men hvor Tarantinos Django Unchained (2012) kunne underholde, kan 12 Years a Slave fortælle en essentiel historie om en af USA’s tidlige rettighedsforkæmpere for sorte, Solomon Northup, og det er en fortælling, der nu heldigvis har fået sin plads i filmhistorien.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer