Joss Whedon, som instruerede begge Avengers-film før denne, blev engang spurgt om, hvordan man skaber spænding i en franchise, hvor man ved, heltene klarer den. Hans svar var ret simpelt: det handler ikke om, hvorvidt de lever, eller hvorvidt de vinder. Det handler om, hvad der går tabt på vejen.
I Avengers: Infinity War går der meget tabt på vejen. Det er filmen, mange har ventet på, siden Marvel ændrede filmlandskabet for seks år siden med The Avengers (2012). Den store finale, hvor alt står på spil, heltenes skæbne er usikker, og konsekvenserne er alvorlige. Og den skuffer ikke.
Infinity War er bestemt en af de største film, man kan forestille sig. Hele universet er i fare, vigtige karakterer møder deres endeligt allerede fra starten af, og der er så mange store navne blandt heltene, at de har måtte deles om karakter-plakaterne. Da Stark, Strange og Parker (med flere) ankommer til skurkens hjemplanet Titan kunne jeg kun tænke på, hvor akkurat det ord var: titanisk.
Der er selvfølgelig mere til filmen end galaktisk alvor. Som i de tidligere crossover-film er der ingen mangel på geniale sammensætninger og vittig dialog: Peter Quills manddom trues af tordenguden (eller “pirat-englen”) Thor, der vågner på hans skib. Shuri udmanøvrerer Bruce Banners geni med et smil. Rocket spørger Bucky, hvor meget hans mekaniske arm koster.
Men vittighederne og karakterernes konflikter må denne gang ofte tage bagsædet, for Thanos er ikke noget, man skal joke med. Josh Brolin bringer en tyngde til rollen, og denne tyngde ligger over hele handlingsforløbet. Han er en skurk med enorm tilstedeværelse og en enorm styrke, som han ikke er bange for at bruge.
Thanos’ plan er simpel: indsaml alle Evighedssten (MacGuffins fra mange tidligere film) for at opnå en guddommelig magt og brug denne magt til at dræbe halvdelen af universets befolkning for at opnå en kosmisk “balance”. Planen er umenneskelig, som kun en superskurk kan være. Men den mest menneskelige (og mest frygtindgydende) del af ham er ikke hans plan, men hans blindhed overfor den smerte, hans ideer forvolder på verden. Selv med sin kærlighed for datteren Gamora er han blind over for hendes følelser.
Modsat Thanos og kompagnis kosmiske opera er The Avengers’ konflikt noget nær en disaster-film; en desperat kamp for overlevelse mod en nærmest uovervindelig kraft (en af Thanos’ Evighedssten lader ham kaste med måner!). Det er næsten udmattende at se de ikoner, vi har fulgt så længe, tage så mange bank, men det er samtidig en stor fornøjelse at se dem alle side om side.
Er der problemer med Infinity War? Selvfølgelig er der det, og de fleste problemer kommer af filmens størrelse. Plottet tager prioritet over karaktererne, heltene bruger hele tiden på at reagere på Thanos, som har en dårlig vane for ikke at slå folk ihjel, når han tydeligvis kan. Og når hele universet står på spil, er der næsten ikke plads til karakterkonflikt eller større karakterudviklinger.
Men Infinity War er mere end bare en actionfilm og mere end bare et crossover. Det er en filmbegivenhed, der allerede har garanteret sig et enormt publikum, der kommer for at se deres yndlingskarakterer kæmpe sammen på det store lærred. Og de får sig en overraskelse.
Slutningen på Infinity War bliver nemlig noget, vi kommer til at snakke om i rigtig lang tid. En kulturel milepæl. Et øjeblik, hvor Marvel for alvor viser det dramatiske potentiale i deres megafranchise. Det er svært at overdrive, hvor imponerende det er, at dette enorme filmstudie har formået at skabe sådan en oplevelse.
Derfor kan jeg trods filmens forudsigelige problemer ikke se den som andet end en bragende succes. Det havde været nemt (især for Marvel) bare at give det garanterede publikum en god, sjov actionfilm. Men de valgte at tage en chance for at give os noget med meget mere bid i. Det er ikke bare en titanisk film, men en film der udnytter dens titaniske størrelse på spektakulær vis.
Tag ind og se Infinity War. Marvel har gjort det igen.
Kommentarer