Robin Campillos livsbekræftende skildring af ACT UP-bevægelsen i 90’ernes Paris ånder og pulserer med organisk kræft og sårbarhed. Du har aldrig set en film om AIDS-krisen som denne før.
Før Oscar nomineringerne blev offentliggjort i år, var det forventet, at den store Cannes- og César-vinder 120 slag i minuttet ville være sikret en nominering. Der var endda flere, der antog den ville vinde den eftertragtede filmpris. Da det så blev afsløret, at 120 slag i minuttet ikke var inkluderet blandt de nominerede, skabte det et ramaskrig i filmverden.
Forventningerne var derfor tårnhøje, da jeg skulle se 120 slag i minuttet. Og jeg blev ikke skuffet. Filmen er centreret omkring ACT UP-bevægelsen, som kæmpede for at oplyse offentligheden om AIDS i de værste dage af AIDS-epidemien, som var et problem myndighederne helst ville ignorere. At, AIDS mest ramte homoseksuelle, prostituerede og narkomaner, hjalp heller ikke med at skabe sympati for ofrene.
Hvor dette kan fremstå som uoverstigelige hindringer, er det ingen afskrækkelse for ACT UP-bevægelsen. Gruppen består af dedikerede aktivister, som bogstaveligt talt kæmper mod uret – som tiden går i filmen falder de syges T4 celletal som sandkorn i et timeglas, og døden venter altid rundt om hjørnet.
Filmen er løst baseret på instruktøren Robin Campillos egne oplevelser med AIDS-krisen og ACT UP-bevægelsen i 1990’erne, og den personlige ømhed emmer ud fra lærredet. Men, hvor filmen udskiller sig fra tidligere AIDS-film, er det, at Campillo lader sine aktivister være handlekraftige i stedet for passive ofre. Selvom mange af aktivisterne selv er ramt af AIDS, forhindrer det dem ikke i at arrangere eksplosive demonstrationer, ofte inkluderende kunstigt blod, eller deltage i det pulserende EDM-prægede natteliv. Disse glødende øjeblikke fremstår endnu mere levende i kontrast med den ulmende tragedie, ligesom de buldrende house tracks, der veksler frit mellem ren eufori og dystre klaverakkorder.
Denne flydende symbiose af rus og agoni fremhæves med den fluide filmstil, sirligt filmet af Jeanne Lapoirie. Én ekstraordinær sekvens tager os i samme bevægelse fra en protest på et gymnasie til et dundrende diskotek til et lummert soveværelse, uden at man knap når at opfatte ændringen. Filmen blander en dokumentarisk ægthed og underspillet spillestil med disse mere fantasmagoriske scener, og det må siges at være en forførende kombination.
Den eneste kritik, jeg kunne grave frem, er, at Campillos fokus på gruppeopstillingen og dens dynamikker resulterer i, at man mister en personlig indgangsvinkel. Men det er tydeligt, at det nemlig er ACT UP-gruppen, der fascinerer Campillo – halvdelen af filmen foregår i et beskedent auditorium, hvor deres møder bliver afholdt. Her kan man mærke gruppens diversitet og forskellige holdninger til deres aktivisme, og også alt det, der forbinder dem. Én af gruppens ledere, Sean (Nahuel Pérez Biscayart), udfordrer sin kæreste Nathan (Arnaud Valois) til at gætte, hvad gruppens medlemmerne arbejder med uden for ACT UP. Nathan er lige så overrasket over svarene, som seerne er. Det er indlysende, at ACT UP er det vigtigste i deres liv, og alt uden for gruppens sammenhold er perifert.
I sidste ende bøjer man sig i støvet (med tårer i øjnene for mit vedkommende) for denne overrumplende bølge af smerte, ekstase og livskraft, og den ubøjelige styrke, som ACT UP-medlemmerne udnytter til at kæmpe for deres, og vores, liv.
Kommentarer