Af Karoline Bjerregaard Balstrøm
Mere end 80 år efter originalens premiere har A Star Is Born fundet vej til det store lærred endnu engang. Hovedrolleindehaver og instruktørdebutant Bradley Coopers version står denne gang for skud, men hvor stærkt står den sammenlignet med sine forgængere?
Om det gælder originalen (og nej, det er ikke What Prince Hollywwod fra 1932), eller remaket af et remake af et remake, så er historien altid den samme: En kendt alkoholiseret mand falder, bogstaveligt talt, over en kvinde med spirende talent. Kærlighed blomstrer, idéer udveksles, alt imens grådighed og misundelse pibler frem som ukrudt.
Undertegnede (selvudnævnt musical-ekspert) har taget videnskab og kategoriinddeling i brug for at udnævne den bedste version af en fortælling næsten lige så gammel som Hollywood selv.
Først kommer spørgsmålet om de to elskendes overbevisningsevner i kategorien “Kemi”,
efterfulgt af “Talent”, der vil være rettet mod kvinden med de store ambitioner og evnerne til at opfylde dem. I “Selvdestruktion” vil alkohol og jalousi på uundgåelig vis gøre livet surt og i nogle tilfælde helt umuligt at bære for den mandlige part. Til slut vil den endelige dom blive fældet, når det endegyldige og vigtigste spørgsmål “Værd at se?” stilles.
I denne version er der, som den eneste, ingen sang og dans på højkant, men derimod drømmen om en filmkarriere på spil. Pigen fra landet, Esther (Janet Gaynor), tager til Los Angeles for at følge sine stjernedrømme. Der møder hun den etablerede skuespiller Norman Maine (Fredric March), som straks falder for hende og med gode kontakter hjælper hendes karriere på vej.
Talent: Den første A Star Is Born bærer undertitlen “Hollywood’s first true story“. Dette kan tolkes som et indirekte nik til Gaynors karriere. Hun trådte fra stumfilm ind i filmindustriens gyldne lyd-æra, som en sand stjerne, og rummer derfor naturligt essensen af sin karakters udvikling.
Grundet meta-plottet (om skuespillere, spillet af skuespillere) bliver Esthers talent fremvist lidt implicit, og karakterens evner som skuespillerinde får aldrig rigtig tid til at skinne.
Selvdestruktion: Maine gør, hvad han kan for at fremme Esthers karriere, men i takt med at hendes succes stiger, dæmpes hans egen. Dette sender hans alkoholisme ud over kanten, hvilket resulterer i Britney Spears-lignende paparazzikampe, hustruvold og en tåkrummende opsang om, hvor ligegyldig The Academy Awards er under netop en Oscar ceremoni.
Værd at se: Ja, med tre remakes siger det næsten sig selv. Konceptet er stærkt, tidløst og hjerteskærende.
Med en spilletid på 3 timer, filmet i CinemaScope med Technicolor-pangfarver og en overraskende slutning, er 1954-udgaven en selvskreven klassiker.
I dette storslåede musical-drama beslutter den efterhånden upopulære skuespiller Maine (James Mason) at hjælpe den talentfulde skuespillerinde Esthers (Judy Garland) karriere på vej, efter hun redder ham fra offentlig ydmygelse på en teaterscene.
Kemi: Judy Garland og James Mason har tydeligvis nydt hinandens selskab. Deres sublime kemi slås fast fra filmens begyndelse, idet Esther forsøger at hjælpe Maine, der i en brandert forvilder sig ind i et kæmpe show, hun medvirker i som danser.
Talent: Garland tager revanche for originalens manglende fremvisning af talent og viser her, at fortællingen kan bære op til 15 minutter lange dansenumre. Esthers længsel efter succes og skrøbelige styrke fanges til perfektion i rampelyset i den ene ikoniske scene efter den anden. Med sangen “The Man Who Got Away” (der er tildelt titlen som den 11. bedste sang i filmhistorien) leverer Garland, på trods af sin allerede på det tidspunkt legendariske karriere, sit livs absolut bedste arbejde i 1954-versionen.
Selvdestruktion: Langt højere end i originalen. Spejle smadres, heste rides ind på scener og der tjekkes ind og ud af afvænning. Takket være Garlands overflod af X-Factor bliver Maines fald nærmest vulgært skåret ud i pap.
Værd at se: Hvis man ønsker sig et åbent kærlighedsbrev til filmindustrien og stepdans, er 1954-versionen et godt sted at kigge, f.eks. hvis ens udgave af La La Land (2016) er blevet for ridset til at afspille.
Når ikke engang Barbra Streisand kan redde en musical, står det galt til! Intet nyt tilføjes til historien, der udviskes i en usammenhængende suppe af 70’er-hår og glimtende kostumer. Sangene væves kluntet ind i narrativet uden nogen form for betydning for det spraglede spektakel.
En fordrukken singer/songwriter tager på sin managers opfordring til en lille bar, hvor han hører sangerinden Esther give et nummer. Da baren stormes af stjernens fans, griber Esther ham i hånden og inviterer på en tidlig omgang morgenmad.
Kemi: Tæt på ikke-eksisterende. Streisand og Kris Kristofferson kæmper halvhjertet mod et dovent manuskript, der mildest talt fremstiller parforholdet som usundt. Romancen får sin sprøde begyndelse ved forspil i form af gnidende kærtegn på næsen, konsumeret med spontan sex i et karbad, omgivet af øldåse-lysestager. Det er nok en 70’er ting…
Talent: Det er Streisand, enough said. Hendes stemme formår at bringe Kristofferson ud af sin rus, første gang han hører den. Hendes røst er det eneste lyspunkt i den monotone film, der til slut redder sig i land med Esthers sidste sang: “Watch Closely Now”.
Selvdestruktion: Intet nyt under himlen. Bortset fra at hesten er udskiftet med en motorcykel.
Værd at se: Nej! Medmindre du vil høre Streisand synge. Hvis kun dét lokker, så spring filmen over. Soundtracket kan findes på YouTube.
Med en ærlig tone napper denne udgave virkeligheden i hælene. Det virker som en fortælling, der rent faktisk kunne ske. Optrædenerne er rå og ægte og tilføjer med velskrevne tekster en ekstra dimension til filmens hjerteskærende tematikker.
Navnet Esther er væk og udskiftet med ‘Ally’ (Lady Gaga), der hurtigt beslutter sig for at smide servitrice-viskestykket i ringen, da hun møder country/rockstjernen Jackson Maine (Bradley Cooper) på en drag-bar.
Kemi: Intens. Cooper formår, både i rollen som Maine og i instruktørstolen, at bringe det bedste frem i spillefilmsdebutanten Gaga. Gennem lange blikke, skjulte smil og en fælles passion formår de to at vise alt det, der får mennesker til at forelske sig.
Talent: Gagas talent er unægteligt. Alt gøres med en naturlig lethed, så snart hun træder ind i rampelyset. Under hendes første optræden (et overlegent cover af Édith Piafs “La Vie en Rose”) glemmer man som tilskuer helt at trække vejret – så tryllebunden bliver man af at iagttage Gagas dans på roser.
Selvdestruktion: Maines overdrevne forbrug bliver behandlet med respekt, som den sygdom alkoholisme nu engang er. På trods af støttende ord fra Gaga i en af filmens mest rørende sekvenser, er det en hård kamp at kæmpe for den tinnitus-ramte rockstjerne. Ved at fokusere på Maines fortid konstrueres en flot opsætning, der ved sit ultimative klimaks rammer plet lige i hjertekuglen.
Værd at se: Ja! De originale sange er smukt skrevet og efterfølgende fremført. Lyddesignet rummer en visdom, der afspejler, at musik lyder anderledes for kunstneren, der spiller på scenen end for publikummet, der lytter til koncerten. På den måde transporteres man med lyd direkte ind i den kreative verden, hvor den sande kærlighed mellem de to elskende har rod.
Resultat:
Kemi: 2018
Talent: 1954
Selvdestruktion: 1954
Værd at se: Uafgjort mellem 1954/2018
=
Intet kan måle sig med klassikeren fra 1954, der heldigvis er at finde på mange streamingservicer. 2018-versionen er dog et glimrende bud på en nyfortolkning, der ville gøre Garland stolt, og rummer i sandhed essensen af ambition, kærlighed og forfald.
Kommentarer