Af Martin Lundgaard Pedersen
”My little comrade”
Et ungt par omfavner hinanden, og mandens ord giver genklang. Kvinden er en ung, usikker fysikstuderende ved Cambridge University, og den mandlige modpart er en kommunistisk aktivist. Kvinden hedder Joan, og hun kysser Leo inderligt, mens han fjerner hendes sofistikerede beklædning. Hvad hun ikke ved endnu er, at romancen vil forandre verdenshistoriens magtstrukturer og – muligvis – redde flere tusinde menneskeliv, hvis man skal tro filmen En Spions Bekendelser. Filmen er baseret på den sande historie om den såkaldte ”Granny Spy,” der i 1999 blev afsløret som indflydelsesrig KGB-spion i en alder af 87 år. I filmen hedder hun Joan Stanley.
En Spions Bekendelser følger to forskellige tidslinjer, men der er klart mest fokus på Joan Stanleys unge år samt opstart som KGB-informant. Anledningen til de adskillige flashbacks anspores gennem afhøringen af den kvindelige spion som 87-årig. Denne rolle er naturligvis spillet af ingen ringere end Judi Dench, der som sædvanligt excellerer i sit fine og uprætentiøse skuespil og viser sig som filmens største styrke.
Problemet er bare, at hun simpelthen ikke bliver skænket den opmærksomhed, som en af Storbritanniens største skuespillere fortjener. Klart størstedelen af historien omhandler den yngre Joans beskæftigelser i 1930’erne, der trods Sophie Cooksons udmærkede skuespil vækker mindre interesse end den ældre modpart.
Joan starter i de sene 1930’ere på Cambridge University og forelsker sig hovedkulds i den jævnaldrene revolutionære aktivist Leo. Det kræver blot en enkelt dialogscene før hun bekender sin kærlighed til ham, og da hun får arbejde i et tophemmeligt atomforskningscenter udnytter Leo med det samme hendes potentiale som en mulig tunge på vægtskålen. At den unge russer formår at forføre den unge studine på blot få scener virker for letkøbt, og eftersom filmens fundament bygger på romancen mellem de to unge aktivister, krakelerer logikken og kausaliteten en smule, og troværdigheden ved Joans beslutninger forsvinder. Det medfører blot yderligere, at den unge fysikstuderende virker svag og impulsiv, når hun forelsker sig i den første mand, der giver hende den mindste opmærksomhed. Kvindelige karakterer fortjener bedre.
Joan forstår, at hun kan bringe balance i den krigshærgede verden ved at lække informationer om atombombens opbygning til russerne. Hvis USA og Storbritannien ikke er de eneste til at kontrollere helvedesmaskinen over dem alle, vil verdensmagten være fordelt mere ligeligt.. Det etiske og moralske dilemma, som den idealistiske Joan konfronteres med, er uhyre interessant, men det falmer i filmens forsøg på at behandle adskillige tematikker og problemer. En Spions Bekendelser forsøger både at italesætte etiske dilemmaer, mor-søn-forhold, ung kærlighed, falske venner og en kvindes vej til toppen i de mandsdominerede 1940’ere. Det er for meget på en gang.
En Spions Bekendelser virker formularisk og alt for ufokuseret i præsentationen af en historie, der faktisk er interessant. Den snubler klart ved Joans og Leos romance, der fjerner filmens fundament og lader samtlige idéer falde til jords. Ingen strygere eller melodramatisk underlægningsmusik kan fremprovokere ægte følelser, når det altafgørende forhold virker utroværdigt fra hovedpersonernes side.
Kommentarer