[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Nichlas Bjerring Larsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
I 2011 gav Asghar Farhadi os Nader og Simin – en separation, nu giver han os Fortiden. Iraneren Ahmad vender tilbage til Paris for at afslutte sit ægteskab med Marie og fanges i et virvar af uforløste følelser, usagte sandheder og børn fanget i midten. Fortiden indhenter alle, og gennem Ahmad konfronteres vi med det kaos, der omgiver Marie – men Ahmad selv er heller ikke uden bagage.
Marie har bedt Ahmad komme, så de kan få offentliggjort deres skilsmisse, og hun kan gifte sig med sin nye kæreste, Samir. Ahmad kender ved sin ankomst hverken til Samir eller de komplikationer, han bringer med sig. Maries datter Lucie og Samirs søn Fouad døjer begge med de problemer, deres forældres affære har affødt, og på hospitalet ligger Samirs kone, der efter et mislykket selvmordsforsøg har ligget i koma i otte måneder.
Syvtommersøm
Med Nader og Simin lagde Farhadi anmelderne ned, med Fortiden slår han sit navn fast med syvtommersøm. Filmen er et fabelagtigt drama, der kynisk skildrer, hvordan vi mennesker flygter fra vores problemer og i sidste ende giver dem videre til vores børn. Filmen er ikke meget andet end en række skænderier mellem utilpassede børn og deres forældre, vraggods fra forliste forhold, der stadig ligger og lurer i mørket – men den er alligevel så meget mere end det.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Fortiden[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Asghar Farhadi[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]
Virtuost fortalt
Fortiden bliver aldrig klichéfyldt eller velkendt, den er en sublimt fortalt historie, ikke mindst visuelt: mærkelige kameravinkler er med til at skabe en form for suspense, vi efterlades eksempelvis som et lille barn på apoteket, mens Marie og Samir diskuterer på gaden. Det eneste, vi hører af deres diskussion, er de brudstykker af ord, der slipper ind, når de automatiske skydedøre åbner sig. Denne bevidste tilbageholdelse af information pirrer konstant vores nysgerrighed, og vi fastholdes i denne skruetvinge af en film.
Det er på mange måder alt det, som vi ikke får at vide, der driver filmen. Alt det, vi ikke får fortalt giver liv til de mange minutter af filmen, hvor der reelt er stille. Trods det langsomme fortælletempo overraskes vi, med virtuos timing, hele tiden af plottwists, så vi, da rulleteksterne ruller hen over skærmen, kun har en halv centimeter tilbage af sædet og er halvkvalte af at holde vejret. Historien kan virke næsten klodset, men den er så mesterligt fortalt og så fremragende spillet, at hvert eneste minut er troværdigt. I særklasse står de to børn Lucie og Fouad, der spilles af henholdsvis Pauline Burlet og Elyes Aguis – jeg har sjældent, måske aldrig, set så meget smerte portrætteret i øjnene på et barn. Den lille, stakkels Fouad, der kæmper med tabet af sin mor og besværet med at skulle tilpasse sig en ny familie er så gribende, at det må fugte øjnene på selv den mest hårdføre filmgænger.
Griber mørket
Når vi sætter os i biografmørket, ønsker vi altid at blive opslugt af det, vi ser, men engang imellem opsluges vi af mørket, der omgiver os. Følelsen af, at lærredet ikke kan rumme de følelser, vi bevidner, og derfor må bemægtige sig de fulde omgivelser. Fortiden bemægtiger sig lærredet, mørket, sædet og i allerhøjeste grad tilskueren. Filmens langsomme billedsprog, der til tider minder om halvfemsernes dogmefilm, skruer stille og roligt op for intensiteten, der til sidst føles næsten lammende. Fortiden er en af de mest gribende film, jeg har set: En film, der bliver siddende i kroppen – en film, man skal se.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer