Af Alexander Bendtsen

En skønne dag er både fransk og folkelig – begge med stort F. Man skal ikke mange minutter ind i filmen, før to gourmetkokke i Paris afværger en eksistentiel krise ved at synge deres eget cover af det belgiske men fransksprogede Stromae-hit Alors on danse.

Åbningen kan lyde som en småkomisk karikatur, men på mange måder er det en solid indledning, der får en frisk indsprøjtning energi og atmosfære af Stromaes store 10’er-hit. Det kridter også rammerne op for, hvordan filmen anvender musical-formatet. De musikalske numre fungerer som æstetiserede kanaliseringer af karakterernes følelser. Oftest er det utalte følelser, der hænger i luften og får symbolsk liv gennem musikken. Det er ikke banebrydende, men det er netop de dele af filmen, der holder liv i en ellers kedelig og uskarp sammenslutning af en håndfuld narrative klichéer.

Den kendte kok Cécile (Juliette Armanet) opdager, at hun ved et uheld er blevet gravid, i sit forhold med kollegaen Sofiane (Tewfik Jallab), en endnu mere kendt kok. Samtidig har Céciles far (François Rollin) fået en blodprop, så hun beslutter sig for at besøge sin lille provinsielle hjemby for at se til faren, og hjælpe sine forældre med at drive deres cafeteria ved byens rasteplads. Også selvom faren er for stolt til at indrømme, at han har brug for hjælp, og allerede er tilbage i biksen, alt imens Céciles mor (Dominique Blanc) drømmer sig væk mod et pensionistliv i Italien.

Den hjemvendte berømthed fra storbyen skal ikke kun hjælpe sine forældre, men også tage stilling til, om hun vil beholde barnet. Derudover møder hun også sin gamle ven Raphaël (Bastien Buillon). I takt med at de to genoptager deres venskab, genopliver de muligvis stærkere og uforløste følelser for hinanden. Det tvinger hovedpersonen til at genoverveje, om det virkelig gør hende glad at drive den succesfulde parisiske gourmetrestaurant med Sofiane, eller om lykken i virkeligheden er blevet glemt hos dem, som hun voksede op med i den lille provinsielle flække, hun kommer fra.

Som sagt oser fortællingen ikke ligefrem af originalitet, og den er også sjældent interessant skildret. Faktisk er den på flere måder ret uskarp og kluntet. Filmens dialog er til tider fint skrevet og spillet, endda en sjælden gang imellem med lidt nerve, men ofte veksler den mellem det middelmådigt kedelige, og det knap så gennemtænkte.

Céciles adskillige tætte drukture i løbet af filmen udvisker også enhver indlevelse i hendes dilemma om hvorvidt hun skal beholde sit barn eller ej – en underlig del af fortællingen der ikke anerkendes eller italesættes af en eneste karakter.

Musikken er nærmest det eneste, der giver anledning til mærkbar engagement i karaktererne, måske bedst demonstreret i Francois Rollins lavmælte og ganske rørende version af 80’er-sangen Mourir sur scéne (jeg vil dø på scenen), der på fin vis opsummerer farens konflikt.

Den spillefilmsdebuterende instruktør Amélie Bonnin taler om musikkens evne til at føre mennesker tilbage til specifikke minder og følelser, som nogle gange er delte, og derigennem skabe samlingspunkter. Det er netop i filmens musikalske indkapsling af den kvalitet, at eksistensberettigelsen for En skønne dag bliver til, og valget af allerede etablerede franske hits giver mening.

Uden at det italesættes overdrevent, kan det mærkes, at karaktererne føler sig forbundet til filmens numre, og kobler dem til minder og ideer, som de har. Særligt gennem filmens versioner af netop Alors on danse og Mourir sur scéne, samt 00’er-nummeret Femme like U tilføjes den slags specificitet, og personlighed til filmens ellers ordinære og kluntede narrative omdrejningspunkter.

Filmens musiknumre er hverken storslåede eller fantastiske, men de føles meget menneskelige, endda til tider charmerende. Igennem dem indfries instruktørens vision for at bringe en række særlige følelser op på det store lærred. Det redder slet ikke filmens store dramaturgiske svagheder, men skaber et habilt musikalsk univers, der er værd at anerkende.