[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Roman Polanski har på sine gamle dage kastet sig over kammerspillet: Carnage fra 2011 var en nøje afstemt farce, hvor to overklassepars underdrejede spydigheder langsomt ætser sig igennem deres høflige facade; i Venus i pels undergraves en oppustet teaterinstruktør af en påtrængende skuespillerinde, der tiltusker sig en audition til hans opsætning af Leopold von Sacher-Masochs berømte roman af samme navn.
Masochisme, sexisme og dobbeltkønnet chauvinisme
I romanen fra 1869 overtaler den velhavende Kusiemski en ung kvinde ved navn Vanda til at tage ham som slave; at dominere ham på krop og sjæl (ordet masochisme er afledt af forfatterens navn). Magtspillet de to imellem står også centralt i David Ives’ teaterstykke, filmens umiddelbare forlæg, der med drilsk fryd opdaterer og dekonstruerer fortællingen som en verbal krig mellem kønnene.
Mathieu Amalric spiller instruktøren Thomas, Polanskis kone Emmanuelle Seigner spiller skuespillerinden – der tilfældigvis også hedder Vanda – og i samfulde 96 minutter er de de eneste, der optræder i det lukkede teater, hvor handlingen udspiller sig. Han er frustreret og kort for hovedet efter en lang dag med frugtesløs casting, hun er utilregnelig, ublu og blondinedumsmart – men overraskende velartikuleret, når det gælder rollen som Vanda, så han lader hende alligevel læse et par replikker.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Venus i pels[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Roman Polanski[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]
På scenen optræder hun pludselig med så bydende intensitet, at han har svært ved at følge med i rollen som Kusiemski. Hun kritiserer teksten og improviserer, og da han giver igen, fanges han i en udsøgt ordkamp, hvor det ikke kun er hans kunstneriske integritet, men selve hans mandighed, der står for skud.
En intelligent komedie
Replikkerne flyver som sarkastiske projektiler, så hurtigt, at man bliver forpustet af at holde styr på, hvem der har bukserne på hvornår. Det er en fryd at se de to franske veteraner så nederdrægtigt frarøve hinanden værdigheden, og Polanski styrer kampen som en rutineret boksedommer – selvom han ikke just gør den filmisk – før han lukker kampen med den ene fastbundet til en enorm, fallisk papmachekaktus, en glemt rekvisit fra en musikalsk opsætning af western-klassikeren Diligencen (1939).
I en kønskamp er det svært at erklære den ene part for vinder uden at blive anklaget for sexisme, men når en film dyrker metatekstualiteten i en sådan grad, at den i forbifarten nævner en hund ved navn Derrida, bør man ikke tage meget for pålydende. Det er jo bare for sjov – og det er det også.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer