I en tid hvor små børn og deres trætte forældre for hundrede-og-syttende gang i streg synger med på den famøse, festlige og forbandede ’babyshark’-sang, som er gået viralt på internettet, kastes mine tanker på hajen. For hvordan portrætterer vi egentlig dette fascinerende og havdominerende rovdyr på film?
Jeg har altid haft en svaghed for dyr i vand – fisk, gopler og især havdyrene øverst i fødekæden har kunnet få mit hjerte til at slå et ekstra slag, siden jeg var helt lille. Det har derfor altid været en topprioritet for mig at se alt, hvad der har været tilgængeligt på tv af både hvalfilm, delfinfilm og hajfilm.
Der er især én film, der har bidt sig fast i min hukommelse. En film, der både har skræmt, betaget og hjemsøgt flere millioner af seere på tværs af landegrænser. Det er selvfølgelig den ikoniske Jaws (1995), jeg hentyder til. Jeg så filmen som 11-årig og var solgt til stanglakrids med det samme.
Hvis man endnu ikke har set dette filmiske mesterværk, kan den forklares på meget få linjer: En stor og nådesløs haj angriber turister og beboere ved en amerikansk kyst. Den lokale politichef vil gøre alt for at komme dette problem til livs, men får mundkurv på af de lokale myndigheder – turistpenge er jo vigtigere end borgernes sikkerhed!
Filmen er en gammel sag fra 1975 – langt før CGI og animation blev udbredt. Det var derfor nødvendigt for den verdenskendte instruktør Steven Spielberg at tage kreative metoder i brug. Ligesom den glubske hvidhaj tog sig god tid til at smaske den ene uheldige person efter den anden i sig, tog produktionen også mere tid en planlagt – faktisk 3 gange så lang tid! Og for at det ikke skal være løgn, så blev der også produceret hele 3 elektroniske hvidhajer, der hver især havde deres specifikke funktioner og begrænsninger.
Trods disse udfordringer endte Jaws med at være decideret ikonisk, og var blandt andet også den første blockbuster film, der blev udgivet i den ellers hidtil uinteressante sommerperiode. Succesen har skrabet over 470 millioner dollars ind siden udgivelsen og vandt 3 academy awards for bedste musik, bedste lyd og bedste klipning.
Efter 2 timers solid underholdning ville 11-årige Terese se flere hajer. Desværre var det jo bare ikke så nemt selv at komme helt tæt på dette rovdyr, når jeg sad foran tv’et i Midtjylland, med absolut intet hav i sigte. Heldigvis kunne jeg takke mig selv for at være født i midten af halvfemserne og indsatte derfor hurtigt de efterfølgende Jaws-film fra 70’erne og 80’erne i dvd-afspilleren.
Fanger hajfilm stadig publikums interesse?
Jaws var ikke blot en frygtindgydende filmserie, men var derimod starten på noget, jeg elsker himmelhøjt– nemlig film med hajer.
Jeg tror, at de fleste unge i dag vil rulle med øjnene over Jaws og ikke nødvendigvis finde filmen decideret skræmmende. Nutidens unge er vant til stor tjubang og drama, for at deres interesse kan holdes fast i en film. Efter at have haft en del årtier på bagen, kan den elektroniske haj og billedkvaliteten helt sikkert virke for gammelt for et ungt publikum.
Selvom filmen måske ikke har samme wow-faktor som førhen, kan vi ikke komme udenom, at filmen gjorde folk fra alle verdensdele rædselsslagne for at dyppe kroppen i det mørke blå. Trailerens berømte tagline: ”See it before you go swimming” sendte kuldegysninger gennem biografgængernes solbrændte kroppe i sommeren 75’.
Trods mine refleksioner i forhenværende afsnit, kan den kødædende haj tydeligvis stadig noget den dag i dag, siden der stadig bliver produceret hajfilm. I 2016 udkom thrillerfilmen The Shallows med Blake Lively i hovedrollen som Nancy. Efter at være strandet på en klippe omkring 200 meter fra kysten, må hun på tapreste vis kæmpe sig igennem det farefulde vand, hvor der selvfølgelig lurer en sulten hvidhaj.
Udover dette finurlige bud på en hajfilm, kan vi ikke komme udenom filmen The Meg (2018), hvor hajen endda er endnu større end den bekendte hvidhaj – det er simpelthen i stedet den 20-25 meter lange forhistoriske kæmpehaj Megalodon!
In the Deep fra 2017 er også et forholdsvis nyt bud på, hvordan en hajfilm kan udfolde sig. Filmen tager udgangspunkt i to søstre, der nyder ferielivet i Mexico. De vil selvfølgelig benytte sig af de mange spændende muligheder, som deres område kan tilbyde, og vælger derfor at se hajer gennem et topbeskyttet hajbur. Men som det så ofte går i hajfilm, forringes menneskernes chancer mod det store rovdyr, idet hajburet ender på bunden af havet. De paniske piger kommer bogstaveligt talt ud på dybt vand, når de finder ud af, at der ikke er meget ilt tilbage, og store sultne hvidhajer lurer lige rundt om hjørnet. Er det muligt at overleve disse udfordringer, eller er hajens gab det sidste, pigerne får at se?
Disse overstående film formår at udnytte Jaws’ succes til at fortælle flere frygtindgydende historier om hajer. Der er mange forskellige handlinger, der udspilles i de respektive film, men nogle gange kan det også gå for vidt. En hajfilm, som folk elsker at hade, er den uendelige serie af Sharknado-film (2013-2018). De 6 forskellige katastrofefilm handler i bund og grund om, at hovedpersonerne støder på tornadoer fyldt med angribende hajer. Det bliver så fjollet, at man simpelthen ikke kan lade være med at trække stort på smilebåndet.
Underholdning med bid i
Ligesom det berygtede rovdyr i vandet cirkulerer rundt om sit næste måltid, cirkulerer mine tanker omkring, hvorfor jeg egentlig er så vild med hajfilm?
Hvis man ser disse film fra et psykologisk perspektiv, gør filmene det muligt for os at komme tæt på fare og ubehageligheder, samtidig med at det ikke kan have skadelige virkninger på os som seere. Følelsen af dette giver både komfort, magt og kontrol og kan i sidste ende være vanedannende. For vi kan både se og høre, at det gør ondt på hajens næste bytte, men vi slipper for smerterne og konsekvenserne. Vi læner os derfor blot tilbage i lænestolen og observerer i spænding og frygt, hvordan filmen udfolder sig.
For mig er Jaws en af de film, der har bidt sig fast – både på godt og ondt. Filmen har et fænomenalt soundtrack, hvor du blot skal nynne temamelodien på en strand og BUM – så er alle ude af vandet på nul komma fem! På trods af den sørgelige effekt, som filmen har medført på folks opfattelse af dette fascinerende dyr, elsker jeg stadig at dykke ned i fortællingerne og den faretruende stemning i hvidhajernes hjem.
Jeg er også udmærket klar over, at folk er blevet traumatiseret godt og grundigt og er blevet bange for at befinde sig i vand – både på stranden og i den lokale svømmehal. Men når alt kommer til alt, har jeg været betaget af havets dyr så længe, jeg kan huske, og de store (og skræmmende) havdyr har en særlig plads i mit hjerte. Faktisk vil jeg påstå, at det har forstærket min lyst til at svømme ud i det blå, da højdepunktet på min to-måneders rejse til Sri Lanka og Maldiverne var, da jeg svømmede med en seks meter lang hvalhaj. Forhåbentlig får jeg mulighed for at se en stor hvidhaj helt tæt på i den kommende fremtid.
Men indtil da kan jeg læne mig tilbage i hjemmets trygge rammer og se klassikeren Jaws eller en af de mange andre fantastiske hajfilm.
Kommentarer