Af Nikolaj Boesby Skou
Findes der en rigtig måde at sørge på? I sin anden spillefilm undersøger den islandske instruktør Hlynur Pálmason, hvad der bliver af dem, der efterlades, når en ulykke indtræffer.
Filmen foregår i en afsidesliggende islandsk by. Her er den pensionerede politichef Ingmundur (spillet af Ingvar Sigurdsson) for nyligt blevet enkemand. Ingmundur plages af en nagende fornemmelse af, at hans afdøde kone skjulte en affære for ham. Gradvist bliver hans sorg kanaliseret over i en følelse af raseri og et behov for at få sandheden at vide.
Island bliver gennem Maria von Hausswolffs kamera til et barskt, men smukt sted, hvor vejret er altafgørende. Filmens titel refererer således til et fænomen, hvor der er så tåget, at alt bliver en hvid masse, hvor de døde efter folkesagnet skulle kunne tale til de levende. Lige så mytisk som omgivelserne og omstændighederne for filmen er, lige så symbolsk er de behandlet på den visuelle side. Filmen åbner med en lang form for afbrudt timelapse af det hus, Ingmundur er ved at bygge om, hvor man ser det i al slags vejr. Senere er der også mere dagligdags objekter, der kommer under Pálmasons kreative behandling. Blandt andet en væltet kande mælk, der stille og roligt får lov til at løbe ud på gulvet uden nogen narrativ funktion.
Men selvom En Hvid, Hvid Dag har mange abstrakte sekvenser, er det dog en langt mere tilgængelig film end Pálmasons første film Vinterbrødre (2017). Historien er mere virkelighedsnær og relaterbar, og det er imponerende at se, hvordan den visuelle side spiller sammen med historiefortællingen og underbygger denne her nordatlantiske myteverden afskåret fra civilisationen. Her definerer Ingmundur stadig sig selv som en mand først og fremmest, og derefter som far. Sigurdssons præstation er også helt eminent, og specielt i samspil med Ingmundurs barnebarn, Salka (spillet af Ída Mekkín Hlynsdottír) opstår der nogle geniale øjeblikke. For eksempel når hun vil spille klaver for Ingmundur og hans bror (spillet af Björn Ingi Hilmarsson).
De to brødre er personificeringen af de to typer mennesker, der findes i filmen. Der er de mono- og de polygame. Broren påpeger, at det aldrig er af følelsesmæssige årsager, at han er sin kone utro, men det snarere handler om en seksuel drift, der ikke kan tilfredsstilles ved den samme partner gennem et helt liv. Det kan ses som et argument for, at Ingmundur skal slukke sin hævntørst og lade det hele ligge. Fordi hvis hans kone var som hans bror, mente hun formentlig intet med affæren, men hvis man ser det fra Ingmundurs perspektiv, der har det traditionelle ægteskab som en kerneværdi, giver hans hævngerrighed god mening. Pálmason giver ikke et svar på, hvem der har ret, men lader det op til seeren at vurdere karakterernes handling.
Det lykkes for Pálmason at åbne sit finurlige visuelle univers op og gøre det mere tilgængeligt uden at tabe den mystiske integritet, der præger hans film. Historien er gribende, og nemmere at relatere til end Vinterbrødre. Jeg glæder mig til at gense den, når jeg bliver ældre, hvor jeg formentlig bedre forstår de følelser, Ingmundur har. Men der er ingen tvivl om, at Pálmason er en stor instruktør, der bliver spændende at følge fremover.
Kommentarer