Af Sidsel Minuva
Som barn sprang instruktør og forfatter Malou Reymanns far ud som transkvinde. Faren havde altså levet livet som mand, selvom hun i virkeligheden identificerede sig som kvinde. Da hun så sprang ud, ændrede hele Reymanns familieliv sig. For kan en kvinde stadigvæk være far? Og hvad betyder det egentlig for familiedynamikken?
Reymanns historie er nu mundet ud i En helt almindelig familie, som hun selv har instrueret. Her indtager Mikkel Boe Følsgaard rollen som far og transkvinde Agnete, mens Kaya Toft Loholt skildrer hendes fodboldglade datter, Emma.
Man bliver som seer katapulteret tilbage til 90’erne med tilhørende oppustelige plastikstole, videokameraer og masser af Britney Spears. For en 90’er-unge som mig var det som at få en nostalgisk mavepuster. Fortællingen formidles gennem Emmas ca. 10-årige perspektiv, og hendes oplevelser bliver skildret yderst autentisk. Således ser man også den transkønnede oplevelse fra en vinkel, hvorfra man sjældent får LGBT-identiteter at se.
For det første foregår Agnetes transition ikke ligefrem i børnehøjde. Mens Emmas storesøster, Caroline (Rigmor Ranthe), straks støtter farens udvikling og forstår det hele, er der meget, der går over Emmas hoved. Kommunikationen mellem barn og forælder er mildest talt mangelfuld.
Men endnu mere slående er Emmas fornemmelse af at have mistet en sammensvoren. Emma er en klassisk ”drengepige”; lyserød er en gyselig farve, og fodbold er det bedste i verden. Men når far skal agere hyperfeminint for at blive godkendt af samfundet som kvinde, så lader hun jo pludselig som om, at hun f.eks. ikke kender reglerne i fodbold, selvom det oprindeligt var hende, der gav Emmas kærlighed til sporten frit løb. Så står Emma med en fornemmelse af at være alene med sine interesser, og den vinkel er enormt håndgribelig og i den grad et friskt pust.
Det styrker også historien, at Loholts skuespilpræstation som Emma er ganske glimrende. Hun gør et fint stykke arbejde som en frustreret og underspillet pige. Her skal det også nævnes, at Følsgaard elegant formår at udtrykke en varsom form for femininitet. Når hele samfundet beglor ens kønsidentitet, så gør man forståeligt nok også meget for at passe ind som kvinde.
Men det er ikke uproblematisk at Følsgaard, der ikke selv er transkvinde, skal skildre en sådan karakter. Netop transpersoner har gang på gang udtrykt, at ciskønnede skuespillere – altså skuespillere, der ikke er transkønnende – ikke bør spille transkarakterer. Når selv Copenhagen MIX, verdens ældste LGBT-filmfestival, vælger at boykotte film, der indeholder sådanne rollefordelinger, så er der nok noget om snakken.
Heldigvis er En helt almindelig familie ikke voyeuristisk i sin skildring af Agnetes transkønnethed. Den dvæler ikke f.eks. ved hendes skød eller barm og er mere interesseret i, hvordan hendes identitet påvirker hende og hendes familie. Reymann går til fortællingen med massevis af humor og oprigtighed. Dog sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at Agnete måske ender som skurken for ofte. Ikke pga. sit køn, men snarere pga. dårlige beslutninger som forælder. Nok er historien autentisk, men når man skildrer en udsat minoritet, så kan fortællingen ikke eksistere i et vakuum.
En helt almindelig familie ender som et solidt, nøjsomt, dansk familiedrama, der rammer mig direkte i mit 90’er-hjerte. På trods af noget slinger i valsen bliver hele molevitten reddet af en stærk vinkel og en lige så stærk præstation fra fodboldpigen, Emma.
Kommentarer