Her kom den så. Det nyeste skud på stammen af monsterfilm, der fodrer frygten for havets dybder gennem bestialske, overdimensionerede hajer. Jeg erklærer gerne denne type film for en af mine absolut største guilty pleasures, for der er bare et eller andet tilfredsstillende over hele princippet ved man vs. beast – men egentlig mest af alt, da de ofte er så umådeligt dårlige, at deres underholdningsværdi overstiger mængden af teaterblod.
Så ja, jeg har med stor fornøjelse både set og genset film som Mega Shark vs. Giant Octupus (2009) og Sharknado (2013), hvis nu vi skal holde os til hajer i hovedrollen. Med Jon Turteltaubs bidrag forventede jeg altså B-filmsindhold indhyllet i et stort budget – og det er, hvad man får med The Meg. Til dels.
Selve plottet er lige akkurat så forudsigeligt og forrygende dårligt skrevet, som man kunne forvente. Fem år tidligere stødte vores machobøf af en protagonist Jonas Taylor (Jason Statham) på noget monstrøst på havets bund, der efterlod ham som en affejet eks-dykker med tynget samvittighed. Spol frem til nutiden, hvor et nyt hold atter søger at opklare dybets hemmeligheder, hvor de naturligvis bliver angrebet af noget meget stort. Havde Jonas mon ret? Selvfølgelig, og han bringes nu ud af sin Thailands-brandert for at redde crewet, der naturligvis rummer hans ekskone Celeste (Jessica McNamee).
Om mennesket har gravet eller fløjet eller dykket for dybt, er historien ofte den samme: de bringer noget med sig tilbage, der sætter alle i fare. I dette tilfælde er det ikke overraskende en gigantisk haj af arten megalodon, der ikke var så uddød, som alle gik og troede. Det bliver starten på en umådelig forudsigelig kamp for at tilintetgøre bæstet, hvis blodtørst kun overgås af dens tilsyneladende smag for metal og dramatisk flair.
Undervejs spirer den akavet eksekverede romance mellem Jonas og marinbiologen Suyin (Li Bingbing), samtlige karakterer falder i vandet gentagne gange og Rainn Wilson havde nok været mere brugbar i sin rolle som Dwight fra The Office (2005-2013). Og ja, der er en stor blæksprutte. Og en badestrand. Og ”der er altid en større fisk”.
På mange måder er The Meg dermed lige, hvad jeg kunne ønske mig, og jeg var da også fantastisk godt underholdt. Problemet er bare, at jeg udelukkende grinte af den og ikke med den; filmens egne jokes faldt hver eneste gang til jorden og efterlod biografsalen ubekvemt stille. Det tiltænkte comic relief DJ (Page Kennedy) er noget af det mest tåkrummende, jeg længe har oplevet.
Det er altså filmens mangel på selvironi, der fælder den. Jovist er manuskriptet så dårligt skrevet, at det næsten bare må være med vilje, men at alle forsøg på humoristiske indslag skyder så langt forbi, vidner desværre om noget andet. Havde den dog bare accepteret sin egen natur og favnet sin egen dårligdom.
Derfor er jeg så splittet i bedømmelsen af The Meg. På den ene side er den hamrende underholdende og indeholder så mange af de elementer, man kunne ønske sig fra genren. På den anden side prøver den at være noget mere, noget bedre – og dét gør den så meget værre.
Der er altså hverken tale om den nye Sharknado eller den nye Jaws (1975). Snarere en højbudgets-B-film i eksistentiel krise med uforløst potentiale til at være dårlig på den helt rigtige måde.
Kommentarer