[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Molin Friis[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Man kan foranlediges til at tro, at populær litteratur præsenterer en guldrandet vej til succes i filmens verden, idet plot, karakterer og fanbase i teorien serveres på et sølvfad. En sådan indstilling undervurderer imidlertid afstanden mellem film- og skriftsprog, for mediernes respektive potentialer og begrænsninger fordrer forskellige fortællegreb. Jason Reitman må forventes at have nået denne erkendelse i sine dage som filmskaber, men den småklæbrige Labor Day tjener ikke som bevis herpå.
Det litterære fængsel
Labor Day, en filmatisering af Joyce Maynards roman af samme navn, beretter om den 13-årige Henry Wheeler (Gattlin Griffith), der efter sine forældres skilsmisse må tage hånd om sin mentalt skrøbelige mor Adele (Kate Winslet). Weekenden inden skolestart møder Henry imidlertid den undslupne fange Frank (Josh Brolin), der tvinger sig selv ind i hjertet af den lille familie. Franks motiver er først tvetydige, men snart etablerer han sig som hjemmets hidtil manglende brik; som Henrys forbillede og Adeles elsker.
Trods en udtryksfuld indledning, der ser solstråler passere gennem frodige trækroner, evner Labor Day sjældent at løsrive sig fra forlæggets litterære udtryk. Filmen fortælles gennem den 30-årige Henrys nostalgiske tilbageblik og krydres med flere tungt eksekverede flashbacks, der sender historien i et væld af forskellige retninger. De melodramatiske voice-overs, som ledsager de tidslige spring, har formentlig fungeret bedre på tryk end på film, for æstetikken i Reitmans fortolkning synes at lide under den mekaniske fortællestil.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Labor Day[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jason Reitman[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]
Mod slutningen sammenkædes de forskellige perioder via et par søgte kausale sløjfer, der virker mere forcerede end larger than life. En slem synder er den voksne version af Henry (spillet af den kronisk malplacerede Tobey Maguire), hvis primære bidrag er et ufrivilligt comic relief i den overlæssede slutning.
Solide præstationer under svære betingelser
Winslet og Brolin imponerer i deres roller, om end de modarbejdes af den tsunami af tragiske hændelser, som skyller over deres karakterer. Deres umiskendelige fysiske tilstedeværelse holder dramaet på sikker afstand af det tåkrummende (fraregnet Tobey Maguires skærmtid), men manuskriptets forkærlighed for store tragedier levner ikke rig plads til nuancer. Seerens identifikation med karaktererne svækkes, og det er kritisk i en film, der hænger sin hat på dramaets følelsesmæssige resonans. Forbavsende nok synes Reitman – manden bag de afdæmpede Juno (2007) og Up in the Air (2009) – at postulere en entydig sammenhæng mellem styrken af følelsesudladninger på lærredet og antallet af tårer blandt biografgængerne.
Filmens største styrke er skildringen af Henry og Franks forhold. Den unge skuespiller Gattlin Griffith besidder en dragende eftertænksomhed, der naturligt knyttes til oplevelsen af modstridende drivkræfter i overgangen fra barn til voksen. Introduktionen af en udpræget maskulin faderfigur i ligningen fører om ikke andet et par indsigtsfulde øjeblikke med sig.
Følelserne forbliver på lærredet
Derimod overbeviser Reitman kun sjældent i skildringen af Henrys spirende seksualitet, der fremstår isoleret fra det centrale plot trods flere halvhjertede forsøg på tematiske sammenfletninger. Eksempelvis fremstår Henrys første kærlighed, den rebelske og alligevel sært afbalancerede Mandy, mere som et plot device end en pige af kød og blod. Trods en kaskade af ivrige forsøg formår Labor Day aldrig at løfte sig over det slemt forglemmelige.
I stedet tjener filmen som en påmindelse om, at vejen fra pen og papir til det, der engang var celluloid, er brolagt med større udfordringer, end hvad et simpelt oversættelsesarbejde kan overkomme.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer