Jeg har pludselig fået et anstrengt forhold til montager. I den nærmeste fremtid vil ethvert møde med en montagesekvens helt automatisk bevirke, at jeg bliver lidt småirriteret. Det er en konsekvens, jeg må leve med, efter at have set Lisa Azuelos’ Dalida. Hvad der kunne have været et interessant kig under overfladen på en glamourøs og feteret sangerinde, ender nemlig i stedet med at blive det stik modsatte: en hul og blankpoleret fortælling, der mest af alt består af funklende montagesekvenser.
Hvis ikke du allerede ved, hvem Dalida er, så tillad mig at oplyse dig om det: Dalida, født Iolanda Gigliotti, var en italiensk-egyptisk sangerinde, der i 50’erne og 60’erne var en af Frankrigs største musikalske stjerner. I bedste diva-stil levede hun et liv fyldt med succes, penge og turbulente forhold til forskellige mænd, før hun i 1987 begik selvmord i en alder af 54.
Forinden da havde hun én gang før, i 1967, forsøgt at tage livet af sig selv, og filmen tager afsæt i denne hændelse: med udgangspunkt i en række samtaler med den samme psykiater, forsøger Dalida (Sveva Alviti)’s nærmeste at fortælle hendes historie gennem kronologiske flashbacks, indtil nutidsporet tager over og færdiggør fortællingen.
Der er ingen tvivl om, at Dalidas liv er oplagt biopic-materiale; en suveræn mulighed for at komme ind under huden på en kvinde, hvis livshistorie synes at være brændemærket ”tragisk diva”. Men Azuelos forsømmer fuldstændig denne chance. I den aktuelle film vælger hun nemlig netop at betragte subjektet Dalida på baggrund af tragedien og sladderbladsmaterialet. Forholdet til musikken nedprioriteres, og fokus ligger i stedet på at portrættere Dalidas komplicerede forhold til mænd, hendes higen efter kærlighed og efterdønningerne af en traumatisk barndom præget af mobning, vold og faderafsavn.
Det kunne der sådan set også være kommet en interessant historie ud af, men ingen af de ovennævnte aspekter bliver udforsket i dybden. Dalidas portræt når aldrig længere end skitsestadiet: i stedet for at give plads til at dvæle ved karakterudvikling og -psykologi, vælger Azuelos at spise os af med en lang række dødkedelige biopic-klichéer, som for eksempel replikker a la ”fra det øjeblik hun blev født, var hun noget særligt” og glitrende montagesekvenser en masse.
Nærværet og psykologien er heller ikke helt til stede i skuespillet, hvilket især kan mærkes, når Dalida optræder. Sveva Alviti synger ikke selv, og det er der som sådan ikke noget galt i. Problemet er bare, at lyden afslører det med det samme, hvilket får hendes optrædener til at fremstå latterligt kunstige.
Derudover virker Alviti – i modsætning til for eksempel Marion Cotillard, der lip-sync’ede i rollen som Edith Piaf i Spurven (2007) – ikke til at have styr på hverken sangteknik eller følelsesmæssig indlevelse, hvilket kun gør ondt værre. Resultatet er, at hendes optrædener virker lige så intetsigende som de mange montagesekvenser. Kun i en enkelt scene, hvor en tårevædet Dalida oprigtigt krænger sit hjerte ud i et storladent nummer, formår Alviti at vise følelsesmæssig spændvidde – men oplevelsen kan ikke undgå at blive spoleret af det rædselsfulde lip-sync-arbejde.
Vi får fortalt, at Dalida er ’noget særligt’. Men hverken hendes sceniske tilstedeværelse eller filmens samlede portræt har overbevist mig om hvorfor eller hvordan. Det, jeg sidder tilbage med (udover et nyfødt had til montager), er et småfesent indtryk af Dalida som den talentfulde diva, der bare havde det virkelig svært.
Kommentarer