Der er masser af film i fantasy-genren at tage fat i for tiden – både internationale og danske. Derfor var jeg spændt på at se denne her nye danskproducerede fantasyfilm.
Landet af glas handler om Jas (Albert Rudbeck Lindhardt). Han bor på en gård, hvor haverne har været brugt som friluftsgalleri til interaktive udstillinger. Disse kaldes Landet af glas. Han bor der for det meste alene, da hans far er en lastbilchauffør, som ikke kan sige nej til en lille tur her og dér og altid er på farten.
En dag dukker der i Jas’ lade to mærkelige personer op – Neia (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) og Alva (Vigga Bro). De har vildt hår, lyst tøj og bare fødder. I løbet af filmens introduktion vises der en hel del ulve; for når der er ulve, så er der elvere. Ulven optræder igen og igen på billeder og i billedsproget i Landet af glas, som Jas bevæger sig rundt i, da han tager imod Neia og Alva for at hjælpe dem.
Landet af glas vil rigtig meget. Det er en film med meget få karakterer – på plakaten optræder Jas hele tre gange – og det plager historien lidt. Den korte spilletid mærkes også. Der er magi og hverdag, og på en måde er det da også fint nok, men det er bare… for kedeligt.
Desværre er dialogen bare lidt for kikset. Holdet bag, Marie Rønn og Jeppe Vig Find, har en del børne-TV på CV’et, og det kan man godt mærke. Det føles som om, filmen er en sammenklipning af en helt masse TV-afsnit, hvor kun hovedhandlingen er bevaret. Der har ikke været tid til at udforske de andre karakterers baggrundshistorier. Man får aldrig helt fat i, hvor stort det er, at Neia skal redde Alva, eller hvor meget det ensomme liv på gården plager Jas, eller hvor ulvene kommer ind i billedet…
Måske skulle Landet af glas ikke have været en biograffilm. Måske skulle den have kørt over sommeren, som en familieserie på DR eller TV2 – netop TV2 har været hjem for Rønn og Finds forrige programmer. Landet af glas bliver meget lang på grund af de få karakterer – måske ville TV-formatet have hjulpet.
Jeg sad flere gange og tænkte, at det kunne blive en god julekalenderhistorie. Julekalendere har tidligere inddraget f.eks. eventyr (Den anden verden (2016)), engle (Juleønsket (2015)) og lignende temaer; så elvere og magi ville ikke være helt malplaceret.
En tanke, som også strejfede mig flere gange, var også, at jeg jo ikke er målgruppen for denne film. Måske er den overforenklede vinkel god for børn, så de kan følge med. Desværre formår den bare ikke at fange de voksne, der kommer med i biografen.
Den er simpelthen for enkel. Ja, den havde et “fokuseret budget”, men det bliver bestemt ikke en styrke, som Rønn og Find nok ønskede det.
Kommentarer