Star Wars har en overdrevet bevægende kraft på mig. Jeg giver mig helt ind til stjernekrigene, og jeg ville derfor ønske, jeg kunne give jer den inderligste og mest dybsindige anmeldelse, jeg overhovedet er i stand til. Men virkeligheden er den, at jeg har fået bare én dag til at anmelde Star Wars: The Last Jedi. Ja, ja, anmelderens lod – men det her er et fantastisk bidrag til en yderst elskværdig serie.
Indvendinger mod fabrikken Hollywood er ofte helt berettigede, og jeg ser mig selv som lige så forhutlet cinefil og træt af amerikansk metervare som den næste. Jeg kaster op over de utallige tarvelige blockbusters, men der er en uomgængelig skønhed over Star Wars i forhold til for eksempel Marvel-filmene, selvom begge synes at være lige masseproducerede og yderst profitable.
Jeg er af den støbning, der sidder og græder i biografmørket, når jeg ser Tusindårsfalken drøne henover lærredet nok en gang. Jeg er så knyttet til denne fortælling, at jeg på sin vis ikke er i stand til at aflægge en retmæssig vurdering, men mere oplagt til at videregive min kærlighed til dette univers og det ottende kapitel, hvis jeg tæller rigtigt, fyrre år efter det hele startede.
Fortællingen fortsætter, hvor den sidste sluttede. Rey opsøger den notoriske jedi-træning hos sorgbetyngede Luke Skywalker og rebellerne, anført af Leia Organa, presses hårdt af First Order, seriens pendant til virkelighedens fascisme. Lad os bare få af vejen, at jeg fandt filmens midte en anelse kedsommelig, selvom det er en lidt vag kritik – men sådan er det nu med anmeldelser, det bliver lidt en gang mavefornemmelser.
Filmens lyd- og billedside er uden videre fantastisk, det klæder virkeligt serien, at ikke bare Williams’ ledemotiver er fænomenale, men at koreografien, cinematografien, lyddesign og så videre bare er afsindig smuk og helt sindssygt orkestreret. Himmelskudene er af en anden verden, krigen raser ubønhørligt, sværddueller ryster, og jeg kunne blive ved.
Jeg finder, at filmen, som sin forgænger, er helt på højde med den originale trilogi, hvoraf The Empire Strikes Back (1980) uden tvivl er den bedste. Modsat The Force Awakens (2015) genbruger filmen ikke så grundigt, selvom den fortællemæssige struktur selvfølgelig ikke afviger det store – det godes spinkle håb overfor det onde. Det er overordentligt godt skruet sammen, selv om sideplottene forekommer mig lidt tilfældige og mindre givende end tidligere, og i indeværende film har man tildelt Rey og Kylo Ren en lidt ærgerlig form for telepati, hvor de, som i et Skype-opkald med sløv forbindelse, kommunikerer via ‘the force’ i ny og næ. Jeg havde ønsket, at kraften var portrætteret mere tåget som noget magisk, abstrakt og uberegneligt, så vi ikke kommer for tæt på seriens prequels, dem vi helst ikke taler om, hvor ‘the force’ var noget, man kunne måle med en jedi blodprøve.
Jeg må desuden indvende, at heltemoralerne til tider bliver alt for udpenslende. Og jeg finder, at de nye films humor bliver lige lovlig ‘on the nose’, som standup-agtige jokes, der, skønt de er vittige, ikke er på højde med originalernes ikoniske gavtyvsbemærkninger. Jeg vil dog gerne give et skud ud til filmens nuttede CGI-dyr.
Star Wars: The Last Jedi er en helt fantastisk film i en stor serie, jeg elsker helt utrolig højt.
Kommentarer