Nogle gange ser man en film, fordi en af yndlingsskuespillerene er med. Eller måske ser man en TV serie, fordi den er instrueret af en, man kan lide. Fordi en gang i mellem er det sjovt at finde sine favoritter på IMDB og scrolle helt ned, for at se det afsnit af en serie, man ikke engang følger med i, bare fordi de var med. Eller måske for at finde en eller anden åndssvag film, som alle har glemt, og som kun findes i de mørkeste afkroge af Netflix, hvis man er heldig.
Der er mange ting, jeg har set fordi mine go-to skuespillere var med. Men jeg tror ikke, at noget nogensinde har skuffet mig så meget som Knightfall. Og det er ikke engang fordi yndlingssmanden er med på rollelisten—så selv dér kunne jeg ikke få det, jeg havde ønsket. Han var nemlig kun med i produktionen.
Det er som om dem, der stod bag, blandt andet den Oscar nominerede skuespiller Jeremy Renners produktionsselskab The Combine, valgte et alt for stort projekt at skyde i gang da de pitchede idéen til resten af producenterne.
Der sker alt for meget i denne amerikanske version af tempelriddernes historie. Hovedpersonen, Landry du Louzon (Tom Cullen), er tempelridder og en af kong Filip IV af Frankrigs (Ed Stoppard) bedste venner og fortrolige. Han leder deres søgen efter den Hellige Gral som overhovedet af tempelriddernes tempel i Paris og har en affære kørende med Dronning Johanna (Olivia Ross). Der kører lidt sidefortællinger en gang i mellem i hvert afsnit, men det er hovedsageligt de her tre karakterer, man kommer til at elske eller hade. Eller bare kigge på og tænke ”meh”, fordi det bare er ligegyldigt.
Det er som om, de igennem kun 10 afsnit har prøvet at opbygge spændingen på samme måde som Game of Thrones ellers ville, men det fungerer bare ikke. Det går for hurtigt, hænger slet ikke sammen, og i nogle af de store landskabsscener har man glemt at fjerne et hus eller to i baggrunden…
Hver evig eneste gang det blev onsdag, tænkte jeg ”åh nej, det betyder et nyt afsnit af Knightfall udkommer!”, og jeg tror ikke, det kan blive meget mere sigende end det.
De enkelte plot twists, som kommer i løbet af serien, kan man forudse på lang afstand, og karaktererne mangler så meget dybde, at deres trængsler, død eller andre former for følelsestortur bliver så kedelige, at det bliver komisk. Mon producenterne fandt en bog om TV Tropes, eller en Buzzfeed artikel om de mest mindeværdige scener på TV, og derefter valgte at indsætte hver af disse scener og plot-twists? Det virkede i hvert fald sådan. I starten føltes det lidt amatøragtigt, men i længden blev det efterhånden pinligt.
Hatten af for Tom Cullen som stod med en rolle, som var skrevet til ikke at komme nogen vegne, og ikke mindst for Simon Merrells og for Nasser Memarzia, som er de eneste, der lyser i deres skuespil. Man får aldrig opklaret nogle af karakterernes død eller fortid, og selv om det kunne have reddet serien lidt, så er det også lige meget, når det hele bliver så overfladisk . Sarah-Sofie Boussnina, som spiller Adelina, fortjener også et lille vink, da hun som en af de meget få kvindelige karakterer giver det hele noget dybde.
Hullerne i Knightfall er desværre for store til at lappe. Der kommer aldrig en ordentlig historie ud af det. Hvis det er historier om tempelriddere du vil se, så hold dig til Kingdom of Heaven (2005) og/eller Arn: Tempelridderen fra 2007 og 2008.
Dem kommer du til at få meget mere ud af en Knightfall.
Kommentarer