EN DUE SAD PÅ EN GREN OG FUNDEREDE OVER TILVÆRELSEN: En rejse ind i absurditeten

Af Bjørn Juul Andersen

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen er sidste del af svenske Roy Anderssons trilogi om at være menneske efter Du Levende (2007) og Sange fra anden sal (2000) – instruktørens store comeback efter sine to første spillefilm En Kærlighedshistorie (1970) og Giliap (1975).

Filmen består af 37 tableauer filmet i totalindstillinger med et statisk kamera, der ligesom hos Anderssons protegé Ruben Östlund nøgternt observerer de tragikkomiske karakterer, der er midtpunktet i de små tableauer.

Mens Östlunds film er forankret i en nutidig realisme, dyrker Andersson en stringent formalisme, hvor vi ikke befinder os i et genkendeligt miljø. Filmen befinder sig tværtimod i en tidløs, livløs og meget Anderssonsk parallelverden, hvor livets grundlæggende absurditet, og den ondskab, vi mennesker udsætter andre for, er i centrum.

Selvom Andersson er én af den europæiske artfilms helt store enere, kan man ane inspirationen fra den store franske komiker Jacques Tati, der ligesom Andersson bygger sine film op omkring en perfektionistisk mise-en-scéne.  Alle tableauerne er iscenesat ned til mindste detalje i et stilsikkert og nøgternt filmsprog, hvor brugen af ’kedelige’ farver som beige, brun og lysegrøn giver hele filmen en følelse af tristhed, ensomhed og død. Selv skuespillerne er sminket kridhvide til at ligne livløse zombier, der vandrer rundt i en syg verden.

ANMELDELSE AF:
En due sad på en gren og funderede over tilværelsen

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Roy Andersson

LAND:
Sverige m.fl.

Dog er filmen ikke noget depressivt værk, men faktisk en bittersød, og i langt hen af vejen sjov, komedie. Især det indledende kapitel ’Tre møder med døden’, hvor vi bl.a. møder en gammel kvinde på sin dødsseng, der nægter at give sin værdifulde håndtaske til sine griske børn, er enormt sjovt. Det er Andersson, når han er bedst.

Dog ulmer alvoren lige under overfladen. I filmens mest ikoniske scene taler en kvindelig forsker iført hvid kittel i telefon og kommer med filmens tilbagevendende sætning, ”Det er dejligt at høre, at I har det godt”, mens hendes forsøgsdyr, en lidende abe, bestemt ikke har det godt. Her udstiller Andersson på hårdtslående vis menneskets grundlæggende ondskab og mangel på selvindsigt.

Desværre mister filmen momentum i de lidt længere og mindre skarpe tableauer, som i den stort anlagte scene med den svenske kong Karl XII, der med sin enorme hær pludselig dukker op i en bar. Scenen er flot orkestreret, men er for lang, for absurd og føles en anelse tung. Og Andersson giver selvfølgelig ikke svar på galskaben – den må vi selv rode med.

Også mange af scenerne med filmens gennemgående karakterer, de elskværdige spøg og skæmt sælgere Sam og Jonathan, mister deres fascinationskraft og punch hen mod slutningen af filmen, da man har fanget pointen om deres indholdsløse rejse i en absurd verden. På samme måde som Sam og Jonathan traver jeg som tilskuer rastløst igennem store dele af Anderssons film og finder aldrig rigtigt fodfæste.

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen er et fascinerende og et dybt originalt værk med en sublim sans for iscenesættelse, der dog hen imod slutningen klinger en anelse hult, når man først har fanget ironien og symbolikken. Roy Andersson står dog stadig som en af de mest særtegnede og kompromisløse instruktører netop nu – og man kan da heller ikke undgå at blive forført af svenskerens forunderlige univers.

Kommentarer