Jeg fik først set Ant-Man (2015) som forberedelse til Ant-Man and the Wasp. Det var ikke nogen synderligt imponerende oplevelse, men håbet er lysegrønt; jeg satsede på, at efterfølgeren ville stramme op og være mere ambitiøs. Desværre lader det til, at Ant-Man and the Wasp ikke har lært specielt meget af forgængerens fejltrin.
Ant-Man var besynderligt pacet og akavet klippet, og det er desværre en tendens, som Ant-Man and the Wasp følger. Halvdelen af filmen må være gået tabt i klipperummet. Dette er aller tydeligst, når det gælder den nyankomne skurk, Ghost (Hannah John-Kamen). Navnet Ghost får hun endda aldrig officielt; det er noget, som Scott Lang (Paul Rudd), aka. Ant-Man, pludselig begynder at kalde hende, selvom dette aldrig bliver ordentligt fastslået.
Og det er svært at bedømme John-Kamens præstation, for den karakter hun skildrer er nærmest slet ikke en karakter. Ghost er egentlig en omvandrende sidehandling. Hun er sin motivation—udover den har hun ingen personlighed overhoved. Den motivation opsummeres i et monologflashback på ca. 2 minutter, og så fungerer hun ellers som plotfyld. Hun spænder bare ben for protagonisterne og udvikler sig uden varsel, fordi plottet bestemmer, at det skal hun.
Det er nu ikke fordi, der ellers mangler benspænd for hovedpersonerne. De skal ikke blot kæmpe mod Ghost, men også mod bl.a. FBI-agenten Jimmy Woo (Randall Park) og sortbørshandleren Sonny Burch (Walton Goggins). Ingen af dem får lov til at brillere. Især Sonny virker som et ligegyldigt humoristisk indslag, hvilket er ekstra fjollet, når Ghost har sandt skurkepotentiale, men lader til at være blevet klippet synder og sammen.
Desværre er det ikke kun skurkene, der halter. Scott Lang er intet mindre end en voldsomt kedelig hovedperson. Han stjæler rampelyset i scener, hvor den følelsesmæssige tyngde bør ligge hos andre karakterer, uden rent faktisk at have noget interessant at tilføje. Dette burde uden tvivl være Hope van Dynes (Evangeline Lilly) film som den titulære Wasp. Det er i hvert fald på tide, efter Ant-Man prioriterede Scott som superhelt på trods af Hopes kompetence. Men Hope får ikke rigtig lov til at stråle. Hendes følelsesmæssige katarsis skubbes til side til fordel for actionscener, en dødkedelig forelskelse og akavet humor.
Ant-Man and the Wasp insisterer nemlig på masser af kejtet komik. Alt for meget spilletid spildes på jokes, der bare ikke fungerer. Det er trættende at skulle trækkes igennem, og det går ud over de følelsesladede scener; ingen scene må blot være seriøs og reelt betydningsfuld. Der skal altid hægtes en malplaceret joke på, hvoraf kun en lille del faktisk hiver et fnis ud af en. Det er for plat og for taktløst til mere.
Hvad der til gengæld fungerer temmelig godt er actionscenerne. Det er trist, at der er færre ejendommelige og nuttede myrescener, men filmen bruger skrumpe- og vokseteknologien kreativt. Det gør actionscenerne hurtige og dynamiske, og de er klart højdepunkterne i en ellers klodset film. Dog begår de bittesmå helte gang på gang den absurde fejltagelse, at de ikke bare undslipper forskellige farer. De lader sig blive jagtet og foretrækker at undvige akrobatisk for underholdningens skyld, selvom de let kunne flyve et andet sted hen eller gemme sig. De ville sagtens kunne slippe afsted med det, når de er så små, og det bryder fordybelsen i spændingen.
Til slut, som en endelig dosis salt i såret, så undslipper Ant-Man and the Wasp ikke Infinity Wars (2018) indflydelse. Mere vil jeg ikke sige, andet end at det efterlader en med en yderst bitter smag i munden.
Kommentarer