Nanna Schmidt Nordestgaard
Lad det være sagt med det samme: Er man til Jane Austen-filmatiseringer, må man absolut ikke gå glip af EMMA.
Det, der gør filmen så vellykket, er, hvordan den aktualiserer universet uden at give køb på sin oprindelse. EMMA. er præcis det vindue ind til en verden af empirekjoler, eksklusive landsteder, bølgende grønne marker og sofistikeret dialog, man som fan gerne vil mæske sig i. Men det er fortalt med en komik og et tempo, der moderniserer forlægget.
På handlingsplan er alt som i Jane Austens roman af samme navn fra 1815: Emma Woodhouse er allerøverst i det sociale hierarki i en søvnig landsby. Hun manipulerer landsbyboerne som var de dukker i et meget dyrt og pastelfarvet dukkehus, indtil rænkespillet pludselig spænder ben for hendes egen lykke.
Emma er altså både en snobbet og til tider direkte usympatisk karakter. Jane Austen mente da også selv, at kun forfatteren selv kunne holde af frøken Woodhouse. Alligevel har tiden vist, at Emma er en af Austens mest elskede heltinder, måske fordi man kan spejle sig i hendes fejlbarlighed.
I Anya Taylor-Joys fremragende inkarnation er Emma Woodhouse netop komplet relaterbar: morsom, intrigant, sårbar og stærk. Man er aldrig i tvivl om, at der findes et helt menneske af kød og blod under den blomsterbesatte kyse.
Generelt er rollebesætningen virkelig stærk. Emmas bejlere, veninder og rivaler er spilles alle af unge, relativt nye skuespillere (med undtagelse af Miranda Hart og Bill Nighy, der begge får passende latterudbryd til at fylde biografsalen). De nye ansigter puster nyt liv i de ikoniske roller.
Særlig nævneværdig er Johnny Flynn fra Netflix-serien Lovesick, der spiller Emmas mest kærlige kritiker, Mr. Knightley. Han og Emma har den helt rigtige kemi, der slår gnister, når deres hænder (næsten) mødes i en intens dans. Men alle karaktererne er troværdige stort set hele vejen igennem og fremstillet med et glimt i øjet.
Instruktøren Autumn De Wildes baggrund som musikvideoinstruktør skinner også igennem. Hver en scene er en smuk koreografi af pastel og muselin. Ved hjælp af musik drives fortællingen frem med lethed, mens fysisk komik og sigende mimik antyder de brændende, dybe følelser nedenunder. Tempoet i fortællestillen og det visuelle udtryk opdaterer Austens tidløse evne til at gennemskue sociale dynamikker.
Filmen tager os hidtil ukendte steder hen i skildringen af karakterne. I EMMA. kommer vi med ind i påklædningsrummet hos den engelske landadel. Bevægelsen bagom facaden er på en og samme tid er intim og latterliggørende, som når selv den selvstændige Mr. Knightley står nøgen og bliver klædt på en tjener. Desuden fokuserer De Wildes fortolkning på, hvordan venskabet mellem Emma og den fattigere Harriet i lige så høj grad modner Emma som hendes forhold til Mr. Knightley.
Forskellen på de nøgne kroppe og de stive kjolelivs strikse etikette er netop det, der gør universet så dragende. Instruktøren Autumn De Wilde rammer den hårfine balance mellem rosenrød fortidsidyl og levende karakterskildring, og har dermed tilføjet en udsøgt version af Emma til Austen-filmkataloget, der har timing som en musikvideo og dybde som den roman, den er baseret på.
Kommentarer