[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Anna Wied
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Der er dømt eventyr i børnehøjde, når Emma og Julemanden drysser lidt julesne på det store lærred. Rensdyrene er spændt for slæden, og julemanden har iført sig sit fineste, røde puds.
11-årige Emma (Sofia Suppli Callesen) tror på elvere, men ingen andre lader til at dele hendes interesse. Derhjemme føler hun sig overset af familien, og da hendes fødselsdag nærmer sig, lader det til, at alle har glemt den store dag. Men da julemanden (Lars Hjortshøj) og hans kone, Julie (Camilla Bendix), lander på Emmas tag og har brug for hendes hjælp, bliver hun viklet ind i et hæsblæsende eventyr, om man nu vil. De tre begiver sig sammen med elverdrengen, Rod (Malte Houe), ud for at finde elverdronningens frosne hjerte, for kun sådan kan de redde julemandens barn.
Lars Hjortshøj vender tilbage, denne gang på det store lærred, forklædt som den uforbederlige julemand, Nicholas. En mere eller mindre nedslidt karakter, hvis du spørger mig. Nicholas, der debuterede i julekalenderen, Ludvig og Julemanden (2011), har bestemt charme og var dengang et friskt pust, men nu går den altså ikke længere. Den uheldige helt har mistet sin særlige glans, og der er ikke længere plads til udvikling. Nicholas har set lidt for mange, lange juledage. Karakterrepertoiret er generelt ikke noget at prale af, og det er i bund og grund rigtig synd, at børnene undervurderes i så høj grad, som de gør. Filmen har ingen ambitioner om at udfordre sit publikum, og bl.a. Rune Tolsgaard og Esben Pretzmanns portrætteringer af dronningens uduelige håndlangere falder til jorden og virker latterlig. Publikum må altså nøjes med det middelmådige, når filmen tilbyder dem et så helt igennem unuanceret persongalleri.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Emma og Julemanden[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Søren Frellesen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Meget bedre står det ikke til med julestemningen, der kun glimtvis skinner igennem i en film, der på plakaten ellers svælger i jul. Den begynder ganske lovende med den leende Nicholas i sin kane, men elvernes uimponerende univers og Emmas triste fødselsdagsudsigter gør, at julen aldrig rigtig bliver andet end en tom kulisse, og det er da synd.
Mille Dinesen i rollen som elverdronningen, Slatten Langpat, må dog siges at være filmens, om end ikke eneste, men så i hvert fald største lyspunkt. Hendes udtryk er interessant, og hun er i mine øjne klart den mest gennemførte – og ikke at forglemme sjoveste karakter på trods af, at hun på intet tidspunkt kommer med idiotiske bemærkninger eller spiller på lut. Skulle jeg sætte fingeren på en ting, må det være hendes begrænsede tid på lærredet, men denne mangel skal bestemt ikke tilskrives Mille Dinesens glimrende præstation.
Filmen er hverken værre eller bedre, end hvad jeg forventede, og det siger måske mest om genren. Når julekalenderen går til filmen er resultatet sjældent overvældende. Det er set før med langt mere tåkrummende resultater. Se blot på Oskar og Josefine (2005) og Guldhornene (2007). Det undrer mig, at man alligevel tør gøre forsøget. Historien ville sikkert gøre sig glimrende som julekalender. Her ville man få rig mulighed for at dykke længere ned i nogle af de problemstillinger, der kun antydes i filmen. Plottet er ganske fint, men lever aldrig op til sit egentlige potentiale, og filmen må altså lide en pinefuld druknedød i fjollerier og primitive karakterer. At se Emma og Julemanden er lidt ligesom at spise en halvtør brunkage. Det går an, men helt godt bliver det sgu aldrig.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer