ELLE: Genreterritoriets grænser overtrædes med højhælede sko

Af Anna Sofie Pandrup Andersen

Det er ofte slående, når en film formår at lege med genrekonventioner og dermed seerens forventninger. Det kan til tider være distraherende for fortællingen, men til gengæld tvinges man til at revurdere det, der udspiller sig på lærredet. Det sker desværre alt for sjældent. Men Elle er på godt og ondt et pragteksempel på, når normer undergraves, og når genrekonventioner opstilles for blot at blive nedbrudt.

Lærredet er sort, men lyden af en igangværende voldtægt stjæler opmærksomheden. Der klippes til et billede af en uforstyrret kat, efterfulgt af forstyrrende billeder af en maskeret mand og Michèle (Isabelle Huppert) mellem smadrede tallerkener på gulvet. Voldtægtsmanden tørrer blod af sit inderlår og forsvinder. Michèle fejer skårene op, smider sin iturevne kjole i skraldespanden. Hun ringer ikke til politiet, hun bestiller sushi. Hendes iskolde ansigtsudtryk viser ingen form for angst, eller noget der ligner. Det er starten på en foruroligende fortælling om en flertydig kvinde, der søger identiteten af sin voldtægtsmand.

Er det en af hendes ’undersåtter’ i hendes computerspilsfirma, er det hendes elsker og bedstevenindes mand, er det mon hendes genbo, eller er det hendes ex-mand? Der lægges op til et ’’whodunit’’-plot og en alvorlig thriller-spænding.

I hendes parisiske overklasse-villa omringet af et højt metalhegn skabes en paranoid stemning. Med de lange aftenscener og anonyme tekstbeskeder fra voldtægtsmanden, der ved, hvilken farve bluse hun har på, undrer man sig over, hvorfor Michèle ikke trækker gardinet for de blottede ruder og låser porten til hegnet. Den overspillede uhygge kalder på, at noget forfærdeligt venter lige om hjørnet, men alene i sin villa lader det ikke til at forstyrre Michèle. Det tydeliggøres, at Michèle ikke vil være et offer.

ANMELDELSE AF:
Elle

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Paul Verhoeven

LAND:
Frankrig, Tyskland, Belgien

For thriller-stemningen karambolerer pludseligt mod al forventning med farce-lignende scener. Hupperts oscarnominerede præstation som en benhård kvinde med en foruroligende følelseskold tilgang til omverden, bag store solbriller, gør karakteren til et karakterstudie i sig selv. Hendes sarkasme er svær ikke at holde af – og netop denne attitude støder sammen med karaktererne omkring hende. Det er især i disse scener, at den sorte komik kommer til sin ret og skaber markante og mærkværdige toneskift. Man glemmer helt, hvad filmen egentlig handler om, når hendes søn ikke kan indse, at hans nyfødte baby ikke deler hudfarve med ham selv; eller når Michèle griner højlydt af hendes cougar-mor når hun annoncerer, at hun skal giftes med en mange år yngre mand.

Imens man griner højlydt, glemmer man, hvad der egentlig blev thrilleren? For når hovedpersonen ikke synes at bekymre sig om voldtægten, skal vi som tilskuere så?

Den 78-årige instruktør Paul Verhoeven er en provocateur. Han har skabt et amoralsk og komisk hævndrama, der får en til at grine det ene øjeblik og væmmes det næste. Han slipper af sted med det, for det underspilles ikke, at filmen handler om mere end en kvinde udsat for voldtægt og hendes hævntogt; det handler ikke om forklaring og forløsning. Det handler om den komplekse kvinde Elle. Filmen er en provokerende genremæssig oplevelse, der udfordrer normen, og skal man endelig sætte Elle i boks, er filmen snarere et karakterstudie, frem for en sort komedie eller psykologisk thriller.

Kommentarer