Af Anna Emilie Oldenskov
Nu er der ikke længe til Halloween, og den regnfulde oktober giver rig mulighed for at dykke ned i gysergenren. Jeg har selv været i filmoptakt til den 31., og jeg var derfor spændt, da jeg fandt ud af, at Netflix ville udgive en gyserfilm midt oktober. Desværre kom armene hurtigt ned igen.
Vi møder Eli (Charlie Shotwell), en alvorligt syg lille dreng, der skal isoleres fra omverdenen, da hans sygdom går i udbrud, når han kommer i kontakt med noget, som ikke er klinisk rent. Sammen med sine forældre, Rose (Kelly Reilly) og Paul (Max Martini), rejser han til et afsides behandlingscenter, der ikke overraskende er et uhyggeligt gammelt hus. Eli skal gennemgå tre stadier af behandling hos den mystiske Dr. Horn (Lili Taylor) for at blive kureret, men forløbet går ikke som planlagt, og det går op for Eli, at der er noget helt galt med både huset og behandlingen.
Lyder det som en kliché? Det er det det også. Filmen er propfyldt med dem. Alt fra skikkelser i spejlet og pigen for enden af gangen, til hovedpersonen, der gemmer sig i skabet. Eli bruger alle de typiske middelmådige gyser-tricks til at opnå et billigt gys. Det lader til, at instruktøren (Ciarán Foy) og forfatterne ikke har haft én eneste original idé, da de skrev de uhyggelige scener, hvilket gør filmoplevelsen forudsigelig og kedelig.
Dårligt skuespil er en hyppig genganger inden for genren, og dette er Eli også et offer for. Der er kun få scener, hvor Shotwell spiller hovedpersonen overbevisende, og det gør filmen svær at leve sig ind i. Dog må præmien for den fladeste skuespillerpræstation gå til Rose, der som bekymret forælder vitterligt har de samme kedelige replikker hele filmen igennem. Hvis hun skal sige ”Remember to breathe Eli. It will all be okay!” hvert tiende minut, burde hun nok indse, at det hele ikke er okay. Dette, kombineret med hvor meget hun fylder i filmen, gør hende til en af de mest uinteressante karakterer, jeg længe har set. Det hjælper heller ikke, at dialogen oftest er plat og intetsigende.
Det er næsten altid en udfordring at finde gode børneskuespillere, og der er få film og serier, hvor børn kan levere varen – alle kan jo ikke spille så godt som børnene fra Stranger Things (2016-). En sammenligning, der især er god, siden filmens eneste andet barn, Haley, bliver overbevisende spillet af Sadie Sink, der brød gennem i netop den serie.
Filmen skal have ros for at bryde den kedelige handling med et twist til slut, der helt klart gjorde filmen mere spændende, dog næsten udelukkende på komiske præmisser. Hele slutningen virker useriøs, og det ødelægger den smule alvor, der har været gennem filmen.
Det eneste prisværdige ved filmen, er, at filmen har nogle udmærkede effekter og er filmet hæderligt. Fotografen har tydeligvis vidst, hvad han gjorde, og filmen har nogle oprigtigt flotte billeder. Dog er der en bestemt type kamerapanorering, der så tydelig kun bruges i de skræmmende scener, at man mister sin evne til at leve sig ind i filmen og ender med at analysere den i stedet. Når man er for bevidst, bliver man ikke bange; og gyserfilm, der ikke formår at skræmme, kan ikke undgå at skuffe. Der er stadig tid til at komme i Halloween-stemning og mange film der kan hjælpe på det – men Eli er ikke en af dem.
Kommentarer