[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Emilie Fabricius Hacke[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]El Club er en af de film, der er svære at anmelde. Ved første øjekast ser den egentlig meget harmløs ud. Men venter man blot et par minutter, så får man lov at ane, hvad der gemmer sig under den neutrale overflade. Et emne, der ikke er hverken harmløst eller behageligt – og bestemt ikke for sarte sjæle.
På en strand løber en hund i ring omkring en mand. Det ser egentlig meget hyggeligt ud. Smukt. Poetisk. Idyllisk. Dernæst etableres et rum med fire mænd og en kvinde. Hvem er disse personer? Ja, det er jo så lige dét. For personerne er langt fra hyggelige. De er alle bosat ved denne lille kystby i Chile af én simpel årsag: for at rense de synder, de har begået som katolske præster.
De fire syndige mænd lever under strenge regler, der håndhæves af nonnen søster Mónica – der heller ikke selv er helt uskyldig. Men trods de strenge fængselslignende regler, hersker der ingen selverkendelse (eller dårlig samvittighed) hos de fem beboere. De virker til at have lagt fortiden bag sig og fokuserer i stedet på deres individuelle pligter og selvfølgelig hunden Rayo; det eneste fælles omdrejningspunkt for husets beboere. Denne stabile tilværelse ophører dog, da en femte præst ankommer til huset og med sig bringer sin pædofile fortid. En fortid, der står på dørtærsklen og er umulig at ignorere.
Pablo Larraín forstår at fremstille et komplekst narrativ, der udformes som et spindelvæv af små antydninger og hints. Og man skal holde tungen lige i munden, for det er op til beskueren at opfange disse informationer og derudfra skabe sig et billede af den overordnede situation. Man bliver aldrig den fortrolige, der bliver tilbudt adgang til karakterernes inderste tanker. Det er som at blive inviteret indenfor, men aldrig rigtig lukket ind. Vi introduceres for hele syv bærende karakterer, men får aldrig lov til at lære nogle af dem at kende. Hvorfor er Fader Vidal (Alfredo Castro) så glad for den hund? Hvorfor er søster Mónica (Antonia Zegers) så striks omkring regler? Og hvad er der lige sket med ham med voksenbleen? Karaktererne føles aldrig helt afrundede, hvilket både er en styrke og en svaghed i filmen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Club[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Pablo Larraín[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Chile[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Filmen formår at skildre den ubehagelige stemning til perfektion. Især på billedsiden, der både får lov at være i modlys, ude af fokus og grumset. En stil Hollywood ikke kunne drømme om at nærme sig, men det tør El Club, og det virker. Måske lidt for godt. Filmen ønsker at skildre et emne, som man ikke har lyst til at konfronteres med, fordi det simpelthen bare ikke er rart. Den stopper ikke, når man har forstået det, men først når man virkelig føler ubehaget. Det er godt, men i sidste ende også en tand for meget.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer