I intet mindre end seks år har vi måtte vente på nyt om Jesse Pinkmans (Aaron Paul) skæbne, efter han kørte mod horisonten og det ukendte i det skæbnesvangre og definitivt sidste afsnit af Breaking Bad (2008-2013). Siden da har vi måtte tage os til takke med spin-off serien Better Call Saul (2015-), der på trods af sin høje kvalitet bare aldrig er blevet helt det samme.
Men nu er den her altså. Breaking Bad filmen, El Camino. Tilbage ved roret er skaber Vince Gilligan, der både har skrevet og instrueret.
Filmen samler op præcis, hvor serien slap. Vi møder en gennemtraumatiseret Jesse, der med nød og næppe er sluppet væk fra politiet og nu forsøger at navigere i det kaos, det er at starte et nyt liv. Det er ikke en film om det psykologiske pres, det indebærer at begynde på en frisk, men en hektisk spændingsfilm om, hvordan man kommer ud af kniben. Det betyder også at Jesse må kæmpe som aldrig før for at slippe væk fra sine problemer.
I skiftevis flashback og realtid følger vi Jesse umiddelbart inden og efter hans flugt. Selvom filmen, især i begyndelsen, har et forholdsvis langsomt tempo, holdes spændingen intakt med interessante karakterudviklinger og teknisk imponerende visualitet.
Apropos visuelle virkemidler, så er Gilligan en mere visionær instruktør, end man lige umiddelbart skulle tro. Hans imponerende overskud skinner soleklart igennem, når for eksempel flashback-sekvenserne introduceres med høj visuel finurlighed. Et brusebad bliver med klippemagi til et minde om et uhyggeligt traume, en biltur til en bilulykke i et computerspil og så videre.
Filmen er i det hele taget propfyldt med skæve, sjove og kreative kameravinkler og overgange. Det frembringer varme minder om det nu berømte Fly-afsnit fra serien, der let kan beskrives som et af de af de mest innovative og medrivende tv-afsnit nogensinde.
Der er heldigvis også fornøjelige gensyn med andre elskede karakterer, og det er ren nostalgi at se dem igen. Det er sjældent, man ser karakterudviklinger så imponerende som Jesse Pinkmans, og her gør Aaron Paul det som altid fantastisk. Lige fra gensynet med den drengede og naive udgave af ham til den udgave, der er så hårdt ramt af PTSD, at man tror, det er løgn.
Et uhyggeligt og knap så glædeligt gensyn med den vanvittige og psykopatiske Todd (Jesse Plemons) er også mindeværdigt. Det løber én koldt ned ad ryggen, hver gang han taler, og det er svært ikke at mindes hans grusomme handlinger fra serien. Og så bliver jeg lige nødt til at nævne legendariske Robert Forster, der desværre døde i fredags. Han gør det selvfølgelig også overbevisende som den lavmælte Ed, der skal hjælpe Jesse ud af søgelyset og i gang med sin nye eksistens.
På trods af min positivitet så undrer jeg mig over, hvad det er, den her film skal. Breaking Bad havde en udmærket afslutning, og hvorfor skal der så egentlig koges mere suppe på det? Her fristes jeg til at puste ild til den gamle debat om form vs. indhold, for den her film er i virkeligheden nok mest det første. I sidste ende lader jeg mig dog forføre af den spændende historie, det flotte formsprog og de solide skuespilpræstationer.
Kommentarer