Af Olivia Alleslev
Jeg er uden tvivl ikke alene om at besidde en gedigen forkærlighed for fyre med en overflod af psykopatiske træk og et dertilhørende solidt skud charme, der sikrer fart over feltet og ingen kedelige stunder. På film, selvfølgelig. Og det er lige præcis, hvad der leveres i Luis Ortegas El Angel, hvor den såkaldte ”Dødens engel” forvandler 1970’ernes Buenos Aires til sin personlige legeplads – og slagtehus.
Dødens engel har et navn: Carlos (Lorenzo Ferro), der med sine blot 17 år repræsenterer sand uskyld i sin æteriske, ungdommelige skønhed. Prægtige krøller pryder hans hoved, hans blik er gennemborende, og hans læber er sensualitet manifesteret.
Allerede i filmens startsekvens dukker der associationer op til andre af filmhistoriens psykopater, når Carlos uhæmmet og bekymringsløst indtager scenen i sin egen historie ved at danse sanseligt midt i rummet i det hus, han netop har brudt ind i – han er fri, han er en tyv, og han har ingen kvaler. Som Alex’ løftede glas til tilskueren i A Clockwork Orange (1971), retter Carlos blikket direkte ind i kameraet og fastholder den intense øjenkontakt.
Der er så bare lige det, at Carlos aka. Carlitos ikke blot er et smukt filmmonster. El Angel er nemlig baseret på den sande historie om Argentinas længst siddende fange med 11 mord, over 40 røverier og en række seksuelle overgreb på ”samvittigheden”. Det burde tilføje vores dødelige engels udskejelser et skræmmende islæt, men historien forbliver snarere af ganske afslappet natur.
Den ildevarslende stemning er egentlig kun til stede i filmens første fase, hvor Carlitos i selskab med sin nye charmerende ven, Ramón (Chino Darin), danner et Bonnie & Clyde’sk partnerskab, hvor de røver og rager og bekæmper deres tydeligvis gensidige seksuelle tiltrækning. Ramón opdager da også hurtigt Carlitos’ utilregnelighed, men han er frygtløs, nyttig og ”ligner Marilyn Monroe” (men benægt du bare din længsel, Ramón). Og hvad så, hvis han myrder et par mennesker i forbifarten?
Ja, hvad så egentlig? Filmen taber langsomt pusten i manglen på egentlig fremgang og konsekvens. Politiet er ikke i hælene på dem. Carlitos gennemgår ikke en form for genfødsel eller selvfordømmelse. Den uforløste seksuelle tiltrækning mellem hovedkaraktererne ender som personlig frustration. Dødens engel og hans lakaj danser over lærredet i varme toner, men monsteret forbliver i skyggen.
Det er problematisk af to årsager: for det første savnede jeg spænding og – om end det lyder morbidt – den mere bestialske portrættering af den karismatiske seriemorder. Og i den tråd opstår den gamle kending af en problematik; glorificeringen og mytedannelsen af virkelighedens psykopater. Ortega har i den grad kastet glans over vores smukke Carlitos, der ærlig talt mere fremstår som en apatisk teenager end den brutale morder og voldtægtsmand, virkelighedens Carlos Robledo Puch var/er.
Carlitos er dog langt fra det eneste smukke i El Angel. Både billedsiden, cinematografien og soundtracket er en sand fornøjelse, der skønt komplimenterer dødsenglen, mens han bekymringsfrit og samvittighedsløst glider gennem sine unge forbryderår. Så selvom handlingen til tider stagnerer, er det svært ikke at nyde den filmiske skønhed, der på glimrende vis understøttes af Ferros indlevelse i sin karakter – han ejer scenen, og han nyder det.
Med så stor æstetisk formfuldendthed, er det derfor en skam, at filmen viger fra det monstrøse, der kunne have bidraget med en tiltrængt spænding og kontrast. Uskyldens ansigt havde virket langt mere skræmmende, hvis skyggesiden i højere grad var blevet favnet. Men den allestedsværende skønhed i El Angel er ikke til at komme udenom.
Kommentarer