EKKO SHORTLIST AWARDS: En milepæl for nye danske filmtalenter

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Emilie Fabricius Hacke & Nomi Simone Forchhammer[/vc_column_text][vc_column_text]Som lovet var EKKO shortlist Award 2014 ikke som alle andre awardshows. Begivenheden fandt sted i den noget uformelle bygning 55 i Kødbyen, og ved ankomsten blev man budt velkommen af chefredaktør Claus Christensen, der gav håndtryk til alle gæsterne: ”Velkommen til! Der står øl og sodavand på bordene, bare tag!”

Stemningen var som til din bedste vens housewarming. Der var disket op med drikkevarer, og der lå flaskeåbnere på bordene, så man selv kunne åbne sine øl. Scenen, der var formet som en stjerne, funklede i midten af salen, og over den stod tre skærme spændt ud, hvor klip fra de nominerede film blev vist. Der var ingen stole, hvilket blot bidrog til den afslappede og antielitære stemning. Folk var smarte i tøjet, men der var flere jeans end gulvlange kjoler at spotte.

Aftenens vært var instruktøren bag filmene Nordvest og R, Michael Noer. Iført sorte joggingbukser blev han under aftenens show akkompagneret af medværten Karen, der som et symbol på shortlist-publikummet var der, fordi hun var filmentusiast. Hendes yndlings film var Out of Africa på grund af de flotte billeder af naturen, og når ja, fordi hendes navnesøster Karen Blixen jo står bag historien.

Med humor og en stor bunke selvironi guidede Noer os igennem aftenens 12 kategorier. Foruden priserne delte Noer også 8 flasker Fisk ud til publikum og opfordrede folk til at dele med hinanden: ”Nu skal vi jo hygge os og have en fest – den skal vi skabe sammen!”. Og netop denne fællesskabsfølelse er, hvad EKKO shortlist handler om – filmene har vi nemlig stemt på.

Foruden prisuddelingen optrådte Scarlet Chives, Nikolaj Nørlund og WhoMadeWho med musikalske indslag. Scarlet Chives spillede live til musikvideoen af den shortlist nominerede Aske Bang, der blev vist på skærmene over scenen. Musikvideoen havde skabt store kontroverser og var blevet hevet ned fra internettet på grund af en scene, hvor to mænd drikker mælk fra en meget robust kvindes bryster.

Men som Noer proklamerede, så skal sådanne filmeksperimenter frem og ses af publikum, så denne aften skulle den vises. Dette stemmer endnu engang overens med EKKOs vision, og politiske engagement i filmlandet. På mange måder formåede den aften altså at omfavne flere af de ting både EKKO og deres shortlist symboliserer – filmpublikummet og filmentusiasmen!

Aftenens helt store vinder blev Thomas Daneskovs Ud, Spring over, Ind, der formåede at hive fem priser hjem, herunder aftenens hovedpris, Shortlist prisen. Modsat mange af Daneskovs konkurrenter går han ikke på filmskolen. Han har blot været i gang, siden han for 5 år siden blev ansat i et produktionsselskab som runner. Hurtigt så de, at han kunne mere end blot at assistere filmarbejdet, derfor har han siden da arbejdet på at finde sit eget filmsprog, hvilket blev belønnet af både publikum og shortlist-juryen i år.

”Vi har virkelig fundet det nye, store talent i dansk film. Hans film har en sjælden kombination af moden præcision og legende, humoristisk overskud. Mange instruktører bruger hele deres karriere på at ramme denne balancegang” lyder det fra jurymedlem Claus Christensen. Netop de nye talenter fremhævede Noer også overfor Ordet, da vi fangede ham til en hurtig snak efter showet: ”Thomas og Aske (Bang red.) er ikke bare gode, de er jo nogen fantastiske talenter. Selvom det er første gang, at dette Awardshow bliver holdt, og det lige skal finde sit leje, er det disse talenter, der gør at den her aften giver mening, og så er der jo en mega fed stemning her!”

Det vil vi give Michael Noer fuldstændig ret i. Nok var der ting, der kunne forbedres, men selve konceptet stod stærkt. Showet var fandenivoldsk, som især sås, da Noer valgte at hive bukserne (læs: underbukserne) ned på en af de medvirkende i Dirtbusters. Ekko Shortlist Awards gjorde op med alt, hvad der plejer at kategorisere awardshows, men formåede at fastholde fokus på det, der var vigtigst: Den danske kortfilm og filmskaberne bag.

Ud, spring over, ind vandt næsten alt med undtagelse af bedste fiktion, der gik til Aske Bangs Ladyboy. Dette kan nok skyldes, at det gængse publikum har en tendens til at stemme på det familiære og kærkomment. Dette sås især i udvælgelsen af bedste skuespillerinde, der gik til Sarah-Sofie Boussnina (overrakt af selveste Pilou Asbæk). Selvom der ingen tvivl er om, at hun leverer en solid præstation i In abstentia, indeholdte den ikke nær så stor dybde og lidenskab, som den 16 årige Bebianes skildring af Daimi i filmen af samme navn.

Dog skal man aldrig underminere publikum, for Ud, spring over, ind var klart en af de bedste film i næsten alle de kategorier, den var nomineret i. Den største overraskelse var vinderen for bedste animation The Saga of Biôrn, der overhalede favoritten Venus indenom. Endnu en overraskelse – af en lidt anden kaliber – var afslutningen på selve showet, hvor Michael Noer gjorde deltagerne opmærksomme på en pølsevogn, der holdt parkeret lige foran indgangen til bygning 55. Det kan godt være, at Ellen startede trenden med fastfood til Oscars 2014, men Ekko fulgte stærk med at kvittere med gratis hotdogs til alle.

Det er nok sikkert at sige, at succesen skal gentages næste år, og mon ikke at dette års begivenhed har givet flere nye filmmagere blod på tanden? Vi tror det.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer