[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Emilie Fabricius Hacke og Nomi Forchhammer[/vc_column_text][vc_column_text]For andet år i træk afholdes EKKO Shortlist Award for at hylde den spirende talentmasse, der syder i den danske filmbranche. Denne gang er de lurvede lokaler i Kødbyen skiftet ud med mere prominente rammer inde på Bremen teater, og i år er det Lasse Rimmer, der står for værtskabet. EKKO har skruet op for alle knapperne, og forventer at springe rammerne for sidste års succes; flere film er nomineret, flere branchefolk er inviteret og med det andet awardshow i træk, er en ny tradition måske cementeret.
EKKO Shortlist blev etableret i 2013 for at stille skarpt på kortfilmen i den danske filmbranche, et format vi danskere kan være stolte af. Foruden at være filmskole-instruktørernes gennembrudsformat, er det også et felt, vi danskere er skarpe i. Senest vandt Anders Walthers Helium en Oscar, og danske kortfilm er stærkt repræsenteret ved mange udenlandske festivaler. EKKO Shortlist kører dog hver dag hele året, og er derfor den ideelle platform, for at kunne gøre sig bemærket i den danske filmbranche.
Publikums magt…
Man havde fra EKKOs side en ambition om at inddrage publikummet mere i vurderingerne af filmene og som den eneste filmpris i Danmark har publikummet en magt, der er afgørende for hvilke film, der løber med aftenens priser. Op til showet har man haft mulighed for at afgive sin stemme i samtlige kategorier inde på EKKOs hjemmeside. Publikum har endda sin helt egen pris, der foruden at være en af aftenens hovedpriser også følger med en pengepræmie på 25.000 kr, der passende kan gå til et nyt filmprojekt. Sidste år var der 10 nomineret, men i år er feltet udvidet til at rumme hele 15 film.
Niveauet af de nominerede, er dog (mildt sagt) meget varierende. Man kan undres over, hvordan en film som Allnighter kan have nået hele vejen fra “bobler” på shortlisten, til en del af de 15 bedste. Filmen lider ikke alene under elendige skuespilpræstationer, men også tempoet og handlingen i filmen er så dræbende kedeligt, at man virkelig ville ønske, at det var en kortere film. Succubus er endnu en film, der stikker i øjnene, når man ser feltet igennem. Skuespillerne bliver nærmest karikerede af at skulle fremstamme deres halvdårlige replikker på gebrokken engelsk i amatøragtige produktion, der får Station Next film til at synes Oscar-værdige. Man må i hvert fald håbe, at publikum har en god sans for filmisk kvalitet, da kategorien også byder på fantastiske filmoplevelser. Karoline Lyngboes Spidse Albuer og Blødende Knæ fortjener i hvert fald en del positiv opmærksomhed, idet den formår at behandle en tematik, der går igen i mange af filmene, uden at det synes banalt. Den unge piges spirende seksualitet, er et emne, der også går igen i filmen Punani, der dog føles mindre forløst end Lyngboes film. I det hele taget er sex og seksualitet emner, der går igen i utrolig mange af de 15 film. Måske er det sandt at sex sælger, men man kunne have håbet på at filmene i netop publikumsprisen, ville have afspejlet en større diversitet, der for eksempel er at finde i de andre kategorier.
… og juryens
Hvis ikke man har særligt meget tiltro til publikums filmsmag, kan man prise sig lykkelig for, at der også er en fagjury. Denne uddeler alene Shortlist-prisen og vægter for halvdelene af vurderingen i de andre kategorier. I år består fagjuryen af en række prominente filmfolk. Et stort skridt for dokumentarfilmskategorien er det, at Janus Metz i år er med til vurderingen af disse. Metz stod bag Amardillo, der er en danske dokumentarers mest skelsættende. Foruden sit dokumentariske arbejde har Metz også tager springet over til fiktion-genren, og har senest instrueret afsnit af den populære HBO-serie True Detective. Foruden Metz tæller juryen blandt andet også skuespillerinden Paprika Steen, manuskriptforfatter Christian Torpe og EKKOs chefredaktør Claus Christensen. Vi håber meget at juryen ser igennem de populistiske shortlist-film af ussel kvalitet, og vil vælge de film, der ud fra et filmfagligt og objektiv perspektiv, er de bedste.
Sidste år spåede vi Thomas Daneskovs Ud, spring over, ind som den film, der ville modtage flest priser. Dette viste sig at være korrekt, så vi prøver igen. Det ville næsten være for nemt at sige, at filmen med flest nomineringer vil modtage flest priser. Men ser man filmen Flyvere i natten af Tobias Gundorff Boesen så er man ikke i tvivl. Filmen fortjener fuldt ud alle de seks nomineringer, den har fået (og det er endda uden shortlist- og publikumsprisen). Filmen, der handler om drengen Valdemar og hans alkoholiske, men velmenende, far, er både rørende og visuelt smuk. Søren Malling levere en overvældende præstation som den alkoholiske far og står som spidskandidat til prisen for bedste mandlige skuespiller. Han formår at skildre en skrøbelighed og en indre kamp, der i samspil med den uskyldige og elskværdige Valdemar efterlader beskueren med en dybere forståelse for emnet. Filmen leverer en original, raffineret og æstetisk forløst skildring, der både imponerer på fotografering, manuskript og lyd. Det tegner til at blive en god aften for holdet bag Flyvere i natten.
Søren Malling er selvfølgelig ikke den eneste, der leverer en god præstation. Det spirende skuespillertalent Elliot Crosset Hove udmærker sig med sin akavethed i filmen Debut og Allan Hyde er overbevisende i rollen som ‘skuespiller’ i filmen Mig og kærligheden. Ligeledes er der hos kvinderne et højt niveau, hvor særligt norske Iben Akerlie markerer sig. I filmen Ude i havet, der også er nomineret i kategorien ‘bedste fiktionsfilm’, levere hun en dragende præstation, som man ville ønske aldrig endte. Lad os håbe, at den populære og dygtige Danica Curcic ikke snupper prisen for næsen af hende. Vi vil se mere til Iben Akerlie, og håber på, at prisen kan være et springbræt til nye og større projekter.
Det er ikke kun dem foran kameraet, der udviser stor dygtighed. Kategorierne ‘bedste fotografering’, ‘bedste lyddesign’ og ‘bedste originale musik’ indeholder et tårnhøjt niveau. Lis Dyre er fotografen bag Flyvere i natten, hvor hun med en helt fantastisk billedside skaber en unik forbindelse mellem fantasi og virkelighed, mens Sturla Brandth Grøvlen formår at skabe et insisterende nærvær i Turbo og Nicolai Lok Hansen forstår at bruge lyset helt rigtigt i Ung mands dans. Fotograferingen i disse film forstærker i høj grad fortællingen, og det samme gør sig gældende med lyden i En Maler, dokumentaren Carl og Niels og endnu engang Flyvere i natten. I disse film spiller lyden en afgørende rolle enten ved at være nytænkende, eksperimenterende eller fyldt med energi. En god film bliver ikke til uden godt håndværk. Det er filmene i disse kategorier et rigtig godt eksempel på.
En ny tradition?
Med det andet award show i rækken kunne noget tyde på at en ny dansk filmtradition er ved at være affødt, til stor glæde for nye såvel som etablerede branchefolk og for det publikum, der hver uge stemmer og bidrager til EKKO Shortlist.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer